Jeg kommer lige med en lille update, fordi mit liv er pænt tosset for tiden.
Man skulle tro, at nyheden vi fik i mandags om, at jeg skal have fjernet mit bryst og potentielt en lymfeknude eller to, ville være alt, der fyldte i mine tanker lige nu, men nej.
For at holde styr på min søskendeflok, så får de lige alle sammen nogle navne, så I kan følge med: Birk og Ronja, Jonatan og Tvebak.
Med opbakning fra Ronja, som jeg tit taler med, valgte jeg at sende en besked ud til alle søskende i går om hvad der foregår med mig og at jeg helst ikke vil have at mor og far får nyheden.
Det fik sat gang i men masse kærlige beskeder og ønsker om opkald så vi kunne snakke.
Jeg endte med at tale fem timer i telefon med Tvebak om ikke-kræften og om mor og far og om de andre søskende.
Det blev til, at vi aftalte at lave en søskendedag, hvor vi alle sammen kunne ses, hvilket ville være første gang ever, at vi alle sammen var samlet, bare os søskende.
Alle var med på den idé! Og så har jeg jo levet højt på endorfiner og jeg ved ikke hvad efter det. Kæreste synes, at det er rigtig godt, at vi skal ses, men han er også meget skeptisk omkring, om jeg ville være i stand til det med al den heling jeg skal igennem efter operationen. Jeg får en hjemmesygeplejerske til at give mig blodfortyndende medicin i 14 dage efter operationen for at undgå blodpropper og jeg skal til kontrol på hospitalet og evt. have tømt mit “bryst” for sårvæske og tjekkes for inflammation og blødning.
Har fået at vide af nogle af Kærestes kollegaer, der har været igennem det samme som mig, at det bliver rigtig, rigtig hårdt og smertefuldt.
Men jeg er så høj over, at jeg har fået mine søskende tilbage, at vi kan tale sammen og faktisk oprigtigt TALE sammen om alting!! Besked efter besked, opkald efter opkald. Jeg mærker noget gammelt og dødt i mig live op igen på ny.
Mine forældre fandt ud af at Tvebak og jeg havde talt sammen. Jeg har ikke svaret på mors og fars opkald og beskeder siden påske.
Det resulterede i dag i at de konfronterede Tvebak på gaden, da Tvebak var ude og gå tur med sit treårige barn, Emil. Min far havde overfuset Tvebak og råbt ad dem “Hvorfor kan Nangijala godt svare på dine opkald, men ikke på mine og mors? Hvad har du fortalt hende? Hvad har du sagt?”
Og Tvebak sagde ikke noget, andet end, at de vidste ikke hvad mor og far snakkede om og så skyndte de sig væk med Emil og ringede til mig for at sige det.
I mellemtiden var jeg i gang med at tale med Kæreste over telefonen omkring, hvordan vi skulle gribe mine forældre an, for de havde ringet og skrevet til os begge over de sidste par dage for at invitere sig selv på besøg, og jeg havde egentlig tænkt mig at fortsætte med at ignorere dem, men kæreste syntes det var forkert.
“Jeg har intet til overs for din mor, men din far skylder vi i det mindste at forklare os og så må vi tage den derfra. Ellers frygter jeg at din mor står ude foran vores hoveddør en dag og vil ind. Hun er desperat! Desuden er vi ordentlige mennesker og det her ghosting er ikke i orden. Det er ondskabsfuldt.”
Og jeg har jo mine grunde til at ghoste dem, som jeg tror Kæreste må se og høre med egne øjne, men der er ikke nogen måde at tale to narcissister til fornuft. Det kan man ikke. De har aldrig lyttet og de har aldrig ændret sig for nogens skyld.
Men ja, efter Tvebaks opkald og Kæreste og jeg lagde samtalen på køl, ringede Jonatan.
Jonatan ville gerne høre om alt det med brystet, men havde også et enormt behov for at tale om mor og far og alle de ting, der var kommet frem og som havde sat alt i et nyt lys for vedkommende. Vi snakkede længe og der var nogle ting vi fandt frem til omkring både mor og far som er langt mere mørke og fucked up end vi havde kunnet acceptere i alle de år.
Jeg fortalte Jonatan ting som Ronja havde fortalt mig både om sig selv, men også om Birk og deres oplevelser med mor og far.
Alle vores historier tegner til sammen et billede af at alting har altid været løgn. Alting. Og jeg havde brug for at fortælle dem alle sammen hver gang jeg har talt med dem, at de gerne vil hinanden fordi vi har været så splittede, at det næsten kun er mig der har kontakt med alle på et eller andet plan. Og nu ved vi alle sammen godt at vi aldrig hadede hinanden. Det hele var løgn altid så mor og far kunne splitte os ad.
Jeg nævnte Kærestes bekymring om at mor ville dukke op foran vores dør en dag og så grinte Jonatan og sagde: Mor kommer sgu ikke hele vejen derop. Det gider hun ikke. Hun vil jo kun have at man kommer til hende. Og det var også sådan jeg selv havde opfattet det, men det er jo svært at overbevise Kæreste for han er totalt i protector-mode for tiden og er meget bange for at jeg bliver stresset igen.
Lige nu overvejer jeg hvad jeg skal gøre. Om jeg skal kontakte mor og far før jeg bliver opereret så jeg kan få dem til at slappe af og lade mine søskende være, eller om jeg skal vente til senere. Før lyder jo bedst, men synes det er så latterligt at jeg næsten er tvunget til at gøre noget for at stoppe dem, for de skal ikke råbe ad mine søskende på gaden fordi jeg ghoster.
Suk. Jeg har endda overvejet at forhandle med dem, at de godt kan se mig og vi godt han holde kontakten, hvis jeg aldrig hører noget om at de har opsøgt de andre for at køre på dem på nogen måde.
Jonatan og Tvebak var uvidende mit læhegn i mange år fordi mor og far brugte al deres tid på dem og deres børn. Jeg var mindre interessant fordi jeg er barnløs og bor to timer væk. Måske er det min tur til at være Jonatan og Tvebaks læhegn, så de kan få noget fred. Og egentlig også Ronja og Birk, for mor og far har også slimet sig ind på Birk fornylig på en måde som Birk finder mærkelig og grænseoverskridende. Og Birk har også børn. De var bare aldrig noget værd før mor mistede adgang til sine biologiske børnebørn.
Der er mange grunde til, at jeg valgte at være barnløs og de handler ikke alle sammen om min mor, men det her mønster er bestemt noget af det jeg har været lettet over at undslippe. Det eneste jeg ikke kan undslippe er, at jeg deler DNA med min mor og det betyder at jeg er hendes trøstepræmie, hvis hun får sin vilje.
Så ja, operationen ligger ret langt nede på listen over ting, der optager mig ligenu. Det gode er at endorfinerne gør mig mindre ængstelig omkring mors og fars kontaktforsøg.
Jonatan, Tvebak og Ronja har kraftigt frarådet mig at tale med vores forældre og Tvebak er især ængstelig over om de vil chikanere mig de næste mange måneder ligesom de gjorde med Tvebak, da vedkommende forsøgte at skubbe dem på afstand. Jeg er dog ikke så bekymret. Igen: jeg har ikke børn. Mor og far elsker mig ikke for andet end min evne til at tegne og mor har jo selv sagt, at hun er lettet over, at jeg aldrig fik børn fordi jeg ville være en elendig mor.
Men hvis jeg skal tro Jonatan ret, og det gør jeg, så var mor aldrig min mor og far var aldrig min far. Det var Jonatan, der kom hjem fra skole og fodbold hver dag, i en alder af 12 år og skiftede min ble og beroligede mig fordi jeg havde skreget og grædt i armene på mor og far og kun kunne sove og pludre hos Jonatan.
Måske ville jeg blive en forfærdelig mor, men jeg blev et ordentligt menneske fordi jeg havde Birk, Ronja og Jonatan til at vise mig vejen. Og da Tvebak kom til, mærkede jeg hvad det vil sige at elske noget, der er mere kostbart end dig selv.
Måske blev vi normale fordi vi havde hinanden og trods alle vores forældres løgne og splid, så tilgav vi og prøvede gang på gang at finde hinanden uanset hvor grumt det blev mellem os.
Jeg kan klare alt når jeg har dem. Jeg kan klare mor og far. Jeg er ikke bange overhovedet. De råbte ad min Tvebak på åben gade.
Bring it, bitches.
You must log in or register to comment.
Imponerende gåpåmod i sådan en hård situation. Familie er i den moderne verden noget man vælger til, ikke noget der er et krav. Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre hvis jeg var dig, det tror jeg er meget svært at sætte sig ind i. Jeg håber bare det går dig godt, uanset hvad du vælger at gøre!
Jeg tror forresten ikke du skal lytte til nogen der siger at du ville blive en forfærdelig mor - jeg tror ikke at folk der siger den slags er kvalificeret til at vide det.
Tak skal du have! Jeg ved ikke hvor længe det gåpåmod holder, så jeg rider bølgen så længe det varer 😅
Og du har helt ret i det med at man vælger familie i moderne tid. Det er meget sandt. Jeg synes også at det en lidt spøjs nød at skulle knække ligenu, og som jeg sagde til Dakota, så har min mor skrevet en bebrejdende besked hertil morgen så jeg bliver jo nok tvunget til at gøre noget rimelig snart og det er det min kæreste pg jeg er ved at finde ud af, hvad det skal være.
Og tak for mor-kommentaren! 🤗 det har du jo nok ret i. Havde altid tænkt, at jeg ville adoptere, hvis det skulle være, eller være en bonusvoksen for et barn, der har det svært. Tror det er den sidste jeg ville ende med at vælge, hvis min kæreste også syntes at tiden var inde (indtil videre har vi mest brug for bare at være os selv). Men det er noget jeg virkelig har tænkt meget over gennem årene og min mor gik engang amok da jeg talte om adoption og skældte ud og sagde en masse om at man ikke kan elske et barn der ikke kommer fra en selv og børn der bliver sat til adoption er syge i hovederne især teenagere (fordi jeg nævnte at hvis min kæreste og jeg blev for gamle til at adoptere en lille, så kunne vi altid adoptere en stor til den tid). Har altid syntes hendes reaktion var mærkelig. Hun arbejder selv med udsatte børn så man skulle jo tro at hun havde mere medfølelse med dem, men nej xD
min mor gik engang amok da jeg talte om adoption og skældte ud og sagde en masse om at man ikke kan elske et barn der ikke kommer fra en selv [osv. osv.]
Sikke dog en omgang vrøvl. Mere har jeg ikke rigtig at sige til det.
Ja ikke? 🤣
En ulykke kommer sjældent alene. Fuck en gang møg du sidder med!
Det lyder til at meget af situationen er ny for dine søskende.
Men hvis jeg var dig, så ville jeg ærligt talt blokere begge dine forældre på alt. Fortælle dine søskende at du har gjort det, så hvis dine forældre siger du har sagt noget, så er det løgn.
Så må dine søskende så vælge om de vil gå samme vej, eller ej.
Og hvis de igen antaster og råber af nogen af jer på gaden, så kan man jo altid få et polititilhold. Jeg ved godt det er nemmere at sige når man ikke er en del af det, men det lyder ikke en gang som en overkill løsning i mine ører.
Jeg kan godt forstå din trang til at beskytte dine søskende, men du har også bare truffet et valg om ikke at ville have kontakt, og hvis du bryder det for at beskytte dine søskende, så “vinder” din mor.
Men lige meget hvad så lyder det mega fedt at I søskende har fundet hinanden igen, og at I kan få bygget et sundt og godt forhold op! ❤️
Totalt xD dette kapitel af min familiesituation har været i gang i nogle år og vi er vist nået finalen. @,@
Ja på nogle områder er det her meget nyt for dem. Jonatan og Tvebak besluttede ikke at se vores mor mere i efteråret og de arbejder sig stadig igennem chokket og sorgen over at alt var løgn hele deres liv. De har virkelig også lidt meget. Birk og Ronja har altid været lidt udenfor, så de har ikke på samme måde været fanget i løgnene som os andre, men de har været ofre for min mors manipulation og isolering og det er først fornylig at de har fundet ud af den del. De er så gode mennesker at de ikke kunne tænke sig til at min mor kunne være så udspekuleret. Det var et chok for dem. Det nye for mig har været at det er blevet professionelt bekræftet at begge mine forældre med meget stor sandsynlighed har narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Jeg havde altid troet at min mor havde nogle narcissistiske træk, som ikke kunne styre. Men det er dem begge og det er, i følge de professionelle, nogle af mine søskende har snakket med, en kende slemt.
Pt er det officielt kun Birk og mig der teknisk set stadig har et okay forhold til vores forældre. De andre har kastet håndklædet. Jeg har ikke talt med dem siden påske fordi det var der Tvebak fortalte mig at mor er blevet smidt ud af familien. Jeg har haft brug for at finde ud af om jeg fortsat ønskede et forhold til dem og jeg har gået i al den tid og ventet på at mit nervesystem skulle falde til ro og give mig det grønne lys, som det altid har gjort. Det er bare ikke sket denne gang.
Tvebak er i en træls situation, hvor nogle dynamikker gør at vedkommende må finde sig i at vores forældre er i nærheden, men Tvebak er ikke selv interesseret i andet end smalltalk med dem når det er. Jeg tror virkelig, mine forældre skulle skyde sig selv meget hårdt i foden for at et polititilhold blev nødvendigt. Det ville kun sætte dem dårligere end de allerede er… men så igen, for nogle år siden havde de jo vundet livet, og kunnet have lænet sig tilbage og nydt deres vinterår, men min mor er tilsyneladende retarderet og valgte at smadre det hele, Trump-style xD
Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at der er et eneste scenarie, hvor min mor er en vinder på nuværende tidspunkt, men det er selvfølgelig totalt reelt og en god pointe, du har.
Ja, jeg er så hyped! Jeg glæder mig meget til, at mine søskende og jeg kan bruge resten af vores liv til at være der for hinanden. Jeg har altid været misundelig på folk, der har en familie-chat, hvor alle deler ting med hinanden. Jeg håber lidt, at vi ville kunne få sådan en på Signal og så bare sende dumme jokes til hinanden når vi synes. I dunno. Glæder mig bare til, hvor frit det bliver fra nu af. <3
Jeg kan ikke mønstre en masse tanker, fordi det lyder til at du lige nu er i en kæmpe dejlig opvind med dine søskende. Fuck dine forældre. Det er tid til at vande de frø du har fået sået mellem dig og dine søskende, og det kunne blive til noget rigtig smukt. Og hvis du absolut føler du skal fortælle dine forældre noget, så vent til efter. Jeg kunne forestille mig at de kunne give en masse unødvendige bekymringer op til, og det vigtigste er dit helbred
Ja, det har du ret i 🤗
Jeg har modtaget en lang besked fra min mor her til morgen, med nogle bebrejdelser og anklager, lyder det til. Nærlæste den ikke lige.
Ville have været et vrag af nerver og panik normalt fordi man må aldrig gøre mor sur ellerr ked af det, men jeg er stadig ret ligeglad.
Jeg er dog bekymret for min kæreste fordi han er bekymret for mig og om mine forældres desperate kontaltforsøg vil fucke med mig i den kommende periode. Og han har selvfølgelig en pointe i at jeg ikke kan vide om jeg vil blive ved med at leve i det her stadie af indre fred for evigt.
Men ja, jeg tænkte egentlig også at efter ville være bedst. Det er bare ikke sikkert at mine forældre kan vente så længe, lol. Og i deres forsvar, så ved de jo ikke at jeg skal opereres. Det eneste de ved er at sidst jeg talte med dem, der var jeg mit sædvanlige søde og åbne selv fordi det er den rolle jeg har været nødt til at spille i alle årene af frygt for at miste kontakten til mine søskende. Og så havde jeg også en periode her i de senere år, hvor jeg oprigtig kæmpede for at tilgive mine forældre (mest min mor) og lære at acceptere den virkelighed der var og prøve at få det bedste ud af den tid der var tilbage. Og så smadrede min mor familien i 24 og alt har været kaos siden, indtil fornylig.
Men det er bare for at sige, at det uden tvivl må være et chok og meget angstprovokerende for begge mine forældre at jeg gik fra at være sådan “jaja I må hjertens gerne komme på besøg i påsken om nogle uger” og hyggelige svar på beskeder frem og tilbage, til komplet tavshed. Og det er den del min kæreste synes er forkert af mig, hvilket det selvfølgelig også er under normale omstændigheder.
Det han glemmer er at jeg brugte rigtig mange år af mine tidlige 20ere, mens jeg havde depression og selvmordstanker og blev kastebold i kontanthjælpssystemet, på at forsøge at tale med mine forældre om hvad de havde gjort for at såre mig så meget. Så mange samtaler igen og igen og igen og hver gang jeg følte at nu forstod de det, så var de fuldstændigt nulstillet tilbage til at de aldrig havde sagt eller gjort det og det, næste gang vi sås.
Man kan ikke forklare dem noget som helst omkring hvordan deres opførsel påvirker en, så jeg har bare overlevet og tolereret dem i alle årene og forsøgt at finde fred med min situation og vente på at de skulle dø, så jeg kunne få mine søskende tilbage. Nu behøver jeg ikke lade som om mere og så har jeg som udgangspunkt ikke mere at sige til dem.
Undskyld, det blev lige lidt langt xD håber, at du har en god dag, min ven! 🤗🥰
Oh, wow… skal vist lige finde den første tråd i dette 😳
Det er sgu ikke sjovt når ens forældre ikke opfører sig som forældre. Fokus på dig og dine søskende - de lyder som dem du skal holde tæt. Nogle gange må man “ofre” sig og give forældrene lidt for at få fred - sagt uden at være i dine sko eller kende hele situationen. Jeg ville ikke bebrejde dig hvis du ringede til din mor for at få hende på afstand. Det er svært at afskrive forældrene helt da de nok ikke vil acceptere det og derfor må man finde en middelvej. Det handler om overlevelse. Så længe kontrollen ikke bliver givet over til dem.
Har selv mine udfordringer men det er ikke så slemt som du fortæller her.
God vind med det hele.
Du har helt ret og er sgu ked af at du selv slås med sådan noget i din egen familie. Jeg forstår, hvor trættende det er og hvor slidt man bliver, så du har min sympati! <3 Det kan være meget svært at acceptere det, der sker med en og man underspiller konstant, hvor slemt det er, dels fordi det er normalt for en, dels fordi man ikke føler at man har ret til sine følelser. Det er hårdt at leve i. Håber du finder rundt i dit eget cirkus og kommer ud på den anden side, hvadend den konstellation så bliver. <3
For mit eget vedkommende har jeg brugt de sidste 10-12 år på at spille den søde datter efter at jeg indså at jeg aldrig ville kunne få mine forældre til at acceptere, at de ikke er fejlfrie. Gjorde det mest fordi jeg ikke ville miste mine søskende, men det var så også efter flere år med tung depression og konstante overvejelser om, om jeg skulle cutte kontakten til min familie. Jeg endte med ikke at kunne gennemføre det fordi jeg stadig gerne ville have mine søskende og deres familier i mit liv, og jeg ved hvor let mine forældre kunne sprede en eller anden løgn om mig, som mine søskende ville købe. Det er meget normalt for dem at gøre sådan noget.
Faldt selv for en del løgne, især om Tvebak og om hvordan vedkommende var syg i hovedet og utilregnelig osv. Mine forældre er meget, meget overbevisende, så længe man ikke sammenligner noter med de andre søskende. Selv nu, hvor alt er afsløret, skal jeg stadig lære at tro på, at det Tvebak siger er sandt og ikke en psykose. Tvebak har officielle papire på, at de aldrig har været psykotisk, så jeg tror på dem! Men fuck, den der programmering er vild og jeg ved det er det samme for de andre på kryds og tværs. Jeg brugte også en del år på at de-programmere mig selv fra forestillingen om at Birk og Ronja er nogle arrogante, egoistiske og dårlige mennesker. Det lykkedes, så jeg er meget fortrøstningsfuld med Tvebak. Ved at Tvebak også har nogle ting med mig, som de skal have afinstalleret. Vores forældre gjorde virkelig alt for, at Tvebak og jeg ikke skulle være tætte. Det er så sygt.
Jeg ved, at det nok ikke vil føre meget godt med sig for mig, at kæreste og jeg holder kontakten med mine forældre, men hvis det er den vej vi vælger, så vil jeg have rent bord med dem i forhold til at jeg ved, at de er blevet smidt ud af familien af Jonatan og Tvebak og jeg gider ikke rende rundt og lade som om alt er som det plejer.
De kan ikke blive sure over, at jeg snakker med mine søskende.
De skal ikke tale med mig om mine søskende.
De kan ikke blive sure over, at jeg ikke svarer når de synes.
Og hvis vi skal ses, så er det korte besøg - ikke flere rejser, hvor jeg skal babysitte en voksen fulderik, der måske, måske ikke stjal alle mine penge i Rom og bildte mig ind, at jeg var dårligere til at budgettere end hende. Vi kan mødes på en cafe eller et museum et sted og går rundt nogle timer og så går min kæreste og jeg når vi ikke gider mere.
Og nej, det er ikke Tvebak, der har manipuleret med mig og fået mig til ikke at skrive eller ringe tilbage.
Det er mig, der har lagt teateret på hylden oven på en meget lang forestilling.
De kan ikke blive sure over, at jeg snakker med mine søskende.
De skal ikke tale med mig om mine søskende.
De kan ikke blive sure over, at jeg ikke svarer når de synes.
Nu kender jeg ikke din familie, men ud fra dine beskrivelser og fra andres fortællinger om lignende grænseløse familiekonstellationer, så tænker jeg at du sagtens kan sige de her ting og at de også kan sige fint nok til dem, men de kommer ikke til at blive overholdt.
Det har du absolut ret i. Og når de overskrider de grænser, så ved de også, hvor døren er, og at den bliver lukket og låst bag dem.
Tjah, jeg tror nok bare jeg havde sendt en besked til din far - en kort forklaring - og det var så det. Men det har du sikkert gjort?
Jeg synes ikke du skal være “skjold” for dine søskende, og ville de ikke også bede dig om at lade være med det? Du står foran en streng tid, og du får brug for alle dine kræfter. Det er naturligvis overhovedet ikke i orden at de råber af din bror, men det er ikke dit ansvar at hoppe ind foran og tage en kugle for ham, det er dem der skal opføre sig ordentligt og du skriver jo selv at det er der ingen chance for.
Jeg havde ikke sat en dør på klem, eller i det mindste havde det været noget med at insistere på at kontakt foregik pr. mail eller sådan noget. Så du kan forholde dig til det når du har tændstikkerne til det.
Jeg har ikke talt med min far siden før påske fordi jeg i første omgang havde brug for at sluge nyheden om at mine søskende havde smidt vores mor ud af familien og tænkte at jeg ville svare tilbage når jeg vsr klar.
Det skete så aldrig og i mellemtiden har der været en masse andre ting, der har fyldt, bl.a. at min arbejdsmakker og jeg er midt I at lukke vores gamle virksomhed og gå hver til sit oven på tre års kamp for at redde den og så har jeg bare generelt haft der dårligt psykisk i lang tid og prøvet at få mere ro på så jeg ikke skulle dø af stress en eller anden dag xD
Mine forældre har, i hele den blandede pose bolcher, været ren gift for mig psykisk og hver gang jeg har forsøgt at kigge på at få skrevet til min far, så har jeg ikke været i stand til det. Mest fordi min far ikke er min far mere og ikke har været det siden min mor smadrede familien for et par år siden. Det eneste han lever og ånder for er at være min mors håndlanger og det blev gradvist mere og mere uudholdeligt i tiden op til at jeg fik at vide at mine søskende ikke talte med vores mor mere.
Jeg ved ikke om det giver mening, men det har bare været mega svært meget længe for mig at håndtere at to så store arenaer af mit liv er faldet fra hinanden og at min far er gået fra at været et menneske jeg egentlig havde et godt forhold til, til at jeg ikke kan snakke med ham mere fordi alt han snakker om er min mor og når vi aftalte at ses så var min mor der altid uden at han havde sagt noget om det eller også sagde han det minutterne før vi kom at mor også var der “som aftalt”. Og sidst vi snakkede ville han ikke engang aftale at ses med mig men blev ved med at presse mig til at lave aftaler med min mor og lukkede alle samtaler jeg forsøgte at have med ham med “tal med mor”.
Og ja, så har jeg jo så alt det her ikke-kræft nu oven i, som er kommet alt sammen i løbet af hele juni måned, lol.
Så helt kort: nej, jeg har ikke sagt noget til min far, men det bliver jeg selvfølgelig nødt til.
Du har også ret i at det ikke dur at jeg skal være skjold for mine søskende. Jeg indså at det var en tosset ide i eftermiddag da min kæreste insisterede på at tale om hvordan vi skulle håndtere det med mine forældre. Han sagde at han ville have at vi skulle ringe til min far inden jeg bliver opereret på tirsdag og fortælle st jeg midt i et sygdomsforløb og har brug for ro, at jeg godt ved hvad der er sket mellem dem og mine søskende og at jeg ikke vil blandes ind i en masse kaos.
Og efter han sagde det fik jeg et meget voldsomt hosteanfald som ikke ville stoppe igen. Så jeg tror min høje periode med lettelse og glæde, jeg har haft de sidste par dage, er ved at lakke mod enden, lol. Jeg er slet ikke så sej, som jeg troede jeg var.
Det bliver et forfærdeligt opkald. Folk siger altid at det er bedst at konfrontere alting, men at konfrontere to mennesker, der aldrig har taget ansvar for noget som helst i deres liv er bare en prøvelse uden lige.
Jeg har været igennem det her før med ekskærester og eks-venner, der havde lignende træk som mine forældre og det eneste, der har virket med den slags typer har været tavshed. Så skriver de en masse sårende ting til en og får det sidste ord, og jeg kan leve videre bagefter.
Men min kæreste tror ikke på at det her er det samme fordi mine ekser og mine eks-venner havde jo masser af andre ting at leve for og derfor var det nemt nok at miste mig, men mine forældre har ingen andre end mig tilbage for selv Birk er begyndt at trække sig fra deres invitationer.
Og selvom jeg er kold, så er der også en lille bitte del af mig, der har ondt af min far. Trods alle de ting jeg har fået at vide om ham, som han har gjort mod mine søskende og de ting, han har gjort mod mig og som jeg altid har skubbet til side og ignoreret fordi han trods alt var sødere ved mig end min mor, så gør det fanme ondt at efterlade en gammel mand, der havde vundet livet for nogle år siden med kone, børn, børnebørn, hus betalt af, pension og lyse nætter - og nu sidder han tilbage uden noget fordi min mor valgte at ødelægge alting.
Jeg havde sådan håbet og troet, at han ville være hoppet med os andre og fundet en ny måde at klare sig på med os andre i ryggen, men han valgte hende i stedet og jeg ved ikke hvem han er mere. Måske vidste jeg i virkeligheden aldrig hvem han var.
Men du har ret. Min kæreste har ret. Det skal lukkes ned det her og det duer ikke at jeg prøver at lege skjold for mine søskende når jeg ikke engang kan håndtere scenarier med et telefonopkald uden at hoste mine lunger op, lol.
Undskyld, at det blev langt, men din kommentar var med til at rykke noget i mig.
Håber du har en fortsat god dag og tak ❤️
Så helt kort: nej, jeg har ikke sagt noget til min far, men det bliver jeg selvfølgelig nødt til.
Jeg mente egentlig ikke specifikt i forhold til sygdommen, men bare sådan en generel besked om hvorfor du er gået under jorden. Men igen, det er svært at vide hvad der er det rigtige når man ikke står i det. Jeg kan ikke huske om du har fortalt om, hvad din mor gjorde som har ødelagt alting? Det er muligt du har nævnt det i en anden tråd, men i så fald har jeg glemt det, og du skylder naturligvis heller ikke nogen her en forklaring eller noget - det koster jo også kræfter at skulle formulere sig.
Either way, så er det dejligt at i søskende har fundet hinanden og forhåbentligt kan finde glæde og energi i hinanden. Det synes jeg i skal fokusere mere på, og mindre på jeres forældre. Jeg ved det er svært :)
Hvor er du altså sød <3 og ja, det at mine søskende og jeg har fundet hinanden er den største gevinst i alt det her pis.
Du har ret i at jeg ikke har nævnt, hvad min mor gjorde og det er fordi det involverer folk jeg holder af, som kunne blive udstillet. Før denne uge, havde jeg nok stadig ikke haft lyst til at fortælle noget, fordi jeg også ville skåne min far, men jeg har fået nogle ting at vide, som har ændret mit syn på ham.
Jeg skal gøre det så kort som muligt og tillader mig at undlade at berette om alle de vanvittige ting både min mor og min far har udsat mine søskende og deres børn for op til og under hele dette klovnecirkus:
Min mor blev skilt fra min far, hvilket i sig selv ikke er en forbrydelse. Hvis to voksne mennesker ikke vil være sammen, så skal de ikke være sammen. Hun røvrendte ham så groft og så ondskabsfuldt at selv de af mine søskende, der HADER vores far, var nødt til at stoppe hende. Huset var betalt ud, pension, børn og børnebørn, kunnet have fejret 40 års bryllupsdag det år. Min mor rippede ham for alt og han var nødt til at tage gæld i huset for at betale hende ud af det, hvilket er en gæld han kommer til at betale af indtil han dør. Han er en meget gammel mand. Hun spredte en masse løgne om at han var voldelig og utro, alt sammen løgn. Jeg vidste ikke hvad løgnene bestod af før i år, hvor Tvebak fortalte mig, hvad mor havde sagt og jeg kunne kun grine ad det.
Min far ville vitterligt smide os alle sammen, børn og børnebørn i en kødhakker for at skåne min mor for at knække en negl. Jeg er ret sikker på, at min mor godt vidste at jeg ikke ville falde for det, så derfor involverede hun mig aldrig i sine løgne om min far. Der er intet menneske i hele verden, der elsker min mor højere end min far gør. Måske hende selv, men altså…
Fra starten af skilsmissen var os søskende nødt til at gøre næsten alt arbejdet for dem fordi min mor satte hælene i hele vejen for at gøre det så svært for min far at blive skilt fra hende som muligt - på trods af, at han ikke ville skilles, men det ville hun. Under hele miseren var min fars konstante motto: “Mor skal have det godt”.
I den følgende periode lykkedes min mor med at splitte familien totalt ad. Jeg var faktisk den eneste i den periode, der talte med alle og jeg gjorde mit bedste for at holde mig gode venner med ALLE fordi jeg virkelig ikke ville have, at vi ikke kunne blive fikset sammen igen. Det var meget, meget, MEGET hårdt.
Og i sidste ende trak Jonatan og Tvebak sig fra vores mor og min mor indså, at hun ikke kunne være hovedpersonen i sine børns liv som hun ønskede og så gik hun mere eller mindre tilbage til min far ganske få måneder efter at skilsmissen var afsluttet. De er stadig skilt, men de er sammen hele tiden. Min far kravler på hænder og fødder for min mors opmærksomhed og min mor bruger ham som madding til at få kontakt med os andre.
På mange måder har jeg ondt af min far, for det hun gjorde mod ham var simpelthen så klamt og usselt og jeg tilgiver det aldrig. Men både han og min mor et team, der altid samarbejdede om at ødelægge deres børn. Som Jonatan sagde: De har aldrig ønsket os det godt. Aldrig.
Og for mit eget vedkommende har jeg ekstra meget foragt overfor min mor fordi hun brugte hele min barndom og ungdom på at håne mig og nedgøre mig og bebrejde mig for at jeg blev mobbet i skolen med mere. Det var min egen skyld, at det stod på så længe fordi jeg ikke “lukkede munden op” og fortalte hende og far om det. Den skam har jeg gået med hele mit liv, indtil Tvebak mindede mig om, at jeg fortalte dem om mobningen siden 0. klasse og min far lærte mig selvforsvar i stuen og lavede lister med øgenavne han mente jeg skulle sige til mine kammerater når de gjorde nar ad mig. De tog aldrig fat i de voksne på skolen og fik stoppet det. Jeg decideret flygtede fra min skole i 3. klasse og løb ned gennem byen til min mors arbejde og græd og fortalte hende om en særligt slem episode og hun tog mig bare tilbage til skolen og efterlod mig der uden at stille spørgsmål eller udvise skyggen af sympati for min situation.
Men altså, min mor kan planlægge at forlade min far i flere år, og ikke sige et pip, aldrig prøve at fikse det hun var irriteret over i deres ægteskab og så smide det på hans bord to dage før hun skulle flytte ind i sin nye lejlighed og aldrig give ham en forklaring. Og efter det nægte at kommunikere og samarbejde med ham og os om at blive skilt fra ham så vi måtte trække hende hele vejen til målstregen. Det kan hun gøre. Men jeg skulle høre for, at jeg fik hende til at føle sig som en dårlig mor fordi jeg “ikke bad om hjælp” til at komme væk fra de børn der tæskede mig dagligt i næsten fem år.
Så ja. Jeg har ikke meget til overs for den tingest, der fødte mig. Jeg er bare glad for at hendes plan om at isolere Jonatan, Tvebak og mig fra resten af familien og på sigt vores ægtefæller, mislykkedes fordi hun har sniffet sine egne prutter for længe.
Undskyld at det blev langt alligevel Dx Det er bare mange ting, men tro mig, det her er den korte version.
💛🌺 Nangijala, kæmpe kram og dybeste respekt for dig, igen igen. Du er så sej!
Det er virkelig imponerende, hvordan du formår at holde fast i din indre ro og glæde over at have fundet dine søskende igen, midt i alt det kaos, der ellers omgiver dig. Det er tydeligt, at det betyder utrolig meget for dig at have dem tæt på, og det er en kæmpe gevinst i en ellers svær tid.
Det er også forståeligt, at du føler dig splittet mellem at ville beskytte dine søskende og samtidig passe på dig selv. Du har været igennem så meget, og det er okay at sige, at du ikke har overskud til at håndtere dine forældres opførsel lige nu, især nu! Og især ikke når det kommer oven på operationen og alt det andet, der fylder. Din kæreste har måske ret i, at tavshed ikke altid er den nemmeste løsning, men det er også vigtigt, at du lytter til dine egne grænser. Du kender dine forældre bedst, og du ved, hvad du kan klare, samt hvordan det skal.håndteres lige nu for dig.
Det lyder som om, at du allerede har taget nogle virkelig modige skridt ved at bryde tavsheden med dine søskende og finde ud af, hvad der virkelig betyder noget for dig. Det er ikke din opgave at redde dine forældre fra deres egne valgs konsekvenser, og det er okay at prioritere dig selv og din mentale sundhed.
Jeg håber, at du kan fortsætte med at nyde den fred og glæde, som dine søskende bringer ind i dit liv. Du fortjener at have plads til at lande og at føle dig tryg, især nu hvor du står over for en operation. Pas på dig selv, og husk at det er okay at sige fra, når det bliver for meget.
Styrke til dig 🌺 du klare det her. ❤️
Og så er der jo det med operationen… det er kæmpe stort, men du har allerede vist, at du kan håndtere de svære ting med en blanding af humor, ærlighed og en imponerende portion gåpåmod. Jeg håber, du får lov til at fokusere på dig selv nu, uden at skulle bære ansvaret for andres reaktioner. Du har fortjent det.!
Tak, Sommermand <3
Jeg havde et sammenbrud i går, som hjalp mig med at få en afklaring på det hele. Jeg brugte resten af min aften og min formiddag i dag at få skrevet et pænt langt brev til min far, som jeg vil sende når vi på et tidspunkt får ringet til ham og fortalt ham, at jeg ikke ønsker et forhold til ham og min mor mere. Jeg ved at jeg ikke kommer til at få sagt det jeg har brug for at sige over telefonen og der er en ret stor sandsynlighed for at min far bare ender med at råbe ad os og sige en masse sårende ting fordi han er trængt op i en krog, så jeg tror at brevet er en nødvendighed.
Jeg har det rigtig godt med det jeg har fået skrevet til ham. Jeg får forklaret alting, der er sket de sidste to årtier og hvorfor jeg har ageret som jeg har og hvorfor jeg siger farvel nu ud af det blå. Modsat min mor, så synes jeg, at det er bedst at der er rene linjer og at min far ikke skal gå og tvivle eller undre sig over hvad der sker. Han har allerede mistet så meget på grund af min mor og jeg har brug for at han ved at jeg er motiveret af mit forhold til min mor og ikke ham. Så kan hun heller ikke løbe fra sit ansvar, som hun altid har gjort.
Er mest bare stolt over, at jeg giver mig selv lov til at vise noget vrede og fortælle nogle barske sandheder, men generelt holder en kærlig tone. Det var nemlig aldrig mit mål at såre nogen eller træde på dem mens de ligger ned og sige “ha! Det har du rigtig godt af!” Det er sådan min mor er. Det er ikke sådan jeg er. Men jeg er sgu nødt til at stoppe det her, for det kan ikke passe at jeg skal ligge og hyle i min seng tre dage før jeg skal operes og råbe at jeg ikke kan mere igen og igen mens min kæreste desperat forsøger at få mig ned på jorden igen. Det er anden gang i år at jeg er faldet fra hinanden på den måde fordi mine forældre ødelægger mig så meget. Tror det er på tide at jeg sætter mig selv først for en gangs skyld, for det her går simpelthen ikke.
Og igen, tak for din kommentar! Du er et meget sødt og fornuftigt menneske <3
💛🌺 Nangijala,
Tak for dine svar, og tusind tak for din ærlighed. Det tager jeg til mig,. At du vælger at dele så meget af det tunge med os, viser hvor stærk du faktisk er, selvom du nok ikke altid føler det sådan i timerne før, under og efter ;)
Der er noget særligt rørende ved din historie om dine søskende. I har fundet tilbage til hinanden gennem alt det rod, der er skabt omkring jer, og det er noget helt unikt. Den familie, I vælger at skabe sammen nu, den er jeres. Ikke nogen annens. Desværre gjorde mine brødre det modsatte i “kampen” mod vores far, som vi har skrevet om før.
Jeg tror på dig, når du siger, at du kan klare det her. Jeg tror også på dig, når du siger, at du ikke er klar endnu. Mennesker er komplekse, og retfærdiggørelsen af sine egne grænser kræver ofte mere energi, end man har lige akkurat nu. Du behøver ikke være perfekt, tværtimod, er dkn autensitet så stærk og den skal du bibeholde i din kamp.
Jeg skrev faktisk brev til både far og sen ene bror og sendte det. Men fik aldrig svar. Det gav mig en enorm empowerment over de følelser jeg stod i.!
Hvad angår brevet til din far… det lyder som en stor beslutning, der er tænkt igennem. Uanset hvad du vælger at gøre med det, sende det nu, vente til efter operationen, eller måske slette det igen… så må det være det, der giver dig mest ro.
Ingen andre end dig ved, hvad din krop og dit nervesystem kan bære lige nu.
Og så det sidste ord fra din mor… ja, dét vil jeg ikke spekulere over længere end nødvendigt. Hun har jo sin egen sandhed, som sjældent matcher virkeligheden, hvis vi skal tro på det du fortæller. Lad hendes besked blive liggende i din indbakke :) nogle gange er tavshed det sundeste svar.
Pas på dig selv. Prøv at huske på, at selvprioritering ikke er egoisme. Du står over for en alvorlig operation, og dit helbred.
De resterende kommentarer, du får her, og de beskeder du modtager fra dine søskende, må du lægge tæt ind til kroppen. De vidner om kærlighed, ægte, ubetinget kærlighed, som ingen manipulation kan udradere. Og den modtager du kun fordi, den du er i denne verden tillader os, at give dig det.
Kram.
❤️
Ja, jeg ved selvfølgelig godt, at det med at dele så personlige ting er risky, men det er også en måde at sætte mig selv fri. Jeg kunne aldrig snakke ærligt om hvordan jeg havde det indeni for så ville jeg være illoyal overfor mine forældre, så det har været mange års skyld og skam for jeg er altså sådan en der kommer til at dele når jeg har det svært. Det gør det kun værre når man åbner op om hvordan man har det til en ven eller en psykolog eller fremmede på nettet og så føler man sig så ussel og ondskabsfuld bagefter fordi man svigtede mor og far igen. Jeg er blevet straffet for sådan noget siden jeg var barn, så det sidder ret dybt.
Blev tvunget til at ydmyge mig selv foran min klasse da jeg gik i anden fordi min far fandt ud af at jeg havde sagt til min klasselærer, at jeg syntes det var unfair at nogle af mine kammerater fik små gaver i en sok hver dag i december og jeg ikke gjorde. At jeg syntes mine forældre var dumme. Min lærer ringede og sagde det til min far, som sagde til mig at hvis jeg ikke stillede mig op foran min klasse næste dag og fortalte dem at jeg havde fantastiske forældre, og at jeg var en utaknemmelig møgunge, så ville han aldrig tale til mig igen. Så det gjorde jeg selvfølgelig og det er jo sådan noget, der lærer en, at man ikke kan betro sig til andre uden, at der er skam forbundet.
Men det føles rigtigt at dele det her. Stadig holde mine søskendes historier ude af det, men bare få sagt mine egne oplevelser højt og stå ved det uden frygt nu.
Ville have ønsket, at det var gået dig anderledes med din egen familie! Kan godt huske nogle af de ting du har fortalt og det er så ærgerligt. De går virkelig glip af en dejlig bror. Det gør de, sgu. Det lyder dog som om de breve du skrev også hjalp dig videre! Også selvom det nok ikke var en rar ting at måtte gøre. Vi må finde de metoder, der er rigtige for os så vi kan sætte os selv fri og leve et bedre liv! Kunne dog virkelig godt have undet dig at du fik dine søskende tilbage som jeg har, men i det mindste har du en dejlig kone og nogle skønne unger! Det kan altså også noget ❤️
Men ja, det bliver nok en mavepuster for min far at læse det brev, hvis han kan få sig selv til det. Jeg gennemgår mine grunde til at jeg ikke forlod familien i 2010, hvor mange gange jeg gav ham og min mor chancer og satte deres ve og vel over mit eget. Jeg nævner hvordan deres behandling af mine søskende og mig ikke var i orden og, at jeg godt ved, at de selv er klar over det et eller andet sted.
Jeg nævner alle de ting ved min far som jeg beundrer og holder af og at jeg altid vil elske ham. At hvis tingene var gået anderledes, så havde jeg alle planer om at holde hans hånd når han skulle herfra og det samme med mor når det blev hendes tur. Det er bare ærgerligt at de, så tæt på målstregen i livet, har valgt at smadre det hele for dem selv og jeg kan ikke være en del af deres kaos længere.
Jeg lagde de nye spilleregler for vores forhold på bordet allerede tilbage i 2010, hvor de ikke tog mig alvorligt og grinte ad mig og kaldte mig dramatisk. 17 år havde de til at tage sig sammen og de gjorde ikke kun det modsatte men saborterede aktivt alle deres forhold til deres børn og børnebørn ét efter ét og til sidst saborterede de hinanden og sig selv.
Kommer aldrig til at forstå den del. De havde virkelig vundet livet. Sådan rigtigt. Jeg kommer aldrig til at opnå samme økonomiske stabilitet eller have børn og børnebørn der elsker mig så meget som vi alle sammen elskede dem. Jeg kommer aldrig til at se lige så meget af verden som de gjorde og eller være den alle ringer til først med gode nyheder. Jeg har det fint med det jeg har, dog. Jeg forstår bare ikke hvordan man kan smide så godt et liv væk som det de havde for nogle år siden.
Det bliver en rar ting at få lukket den her bog. Har så mange ting jeg gerne vil gøre sammen med mine søskende fremadrettet, at jeg næsten ikke kan holde ud at vente 😆
Kæmpe stort kram til dig!
Det med at dele de her ting, det er modigt. Og du skal vide, at der sidder en her på den anden side, der har dyb respekt for, at du gør det. Der er ingen skyld eller skam i at sige sandheden højt. Tværtimod.
Den historie fra 2. klasse… jeg blev helt stille, da jeg læste den. At tvinge sit barn til at ydmyge sig foran hele klassen, fordi barnet turde sige, hvad det følte. Det er brutalt, og jeg blev oprigtigt ked af det. Og det sidder i dig den dag i dag, kan jeg mærke. Men du gør noget vigtigt nu: du tager den skam tilbage, du omformulerer den, og du gør den til din egen historie fortalt på dine præmisser. Det er stærkt. Det er den rejse, du er på nu, hvor du omformulerer begivenhederne, så du kan bearbejde det.
Tak for dine søde ord om min egen familie. Ja, det var træls, men man finder sin vej. For mig har rejsen, nej, rejsen er stadig utrolig svær. F.eks. var mine brødre til fars 80-års i år, og alle lod som om intet var hændt. Ja den ene af mine brødres kone var helt “hvorfor ses vi ikke noget mere?”… Øhm… I har alle muligheder, for at gøre noget?. (Jeg har forsøgt). Det var så også lige første gang de så mine børn. Og var der noget “kærlighed” til dem fra mine brødre? Næ. Super akavet. Det skal siges, far er dement og gammel, så jeg har droppet følelserne der, og forsøger bare at være til stede. Jeg har dog ikke set ham siden fødselsdagen, så helt ovre er det heller ikke.
Men du har fuldstændig ret, de metoder vi finder, de er vores egne, og det eneste der tæller er, at de virker for os. Brevet jeg skrev hjalp, selvom det var hårdt. Så den vej går jeg også, bare på min egen måde.
Angående dit brev til din far, det lyder som om du har tænkt det hele grundigt igennem. At du inkluderer det, du beundrede ved ham, og det du elskede, gør det til noget andet end bare en afslutning. Det gør det til et vidnesbyrd. Om han kan tage imod det, er hans sag, men det er sagt med kærlighed og tydelighed, og det er alt, hvad du kan gøre. Du skylder ham ikke mere end dét.
Det med spillereglerne fra 2010, altså 17 år til at tage sig sammen, og de gjorde det modsatte. Man kan sige, at du i det mindste ikke kan have dårlig samvittighed over, at du ikke advarede dem eller gav dem chancer. Du gjorde det. Gentagne gange. Det ligger ikke på dig!
Og ja, det er svært at forstå, at man kan smide så meget væk. Men det er netop det, der kendetegner den slags mønstre. Logik findes ikke i det, for det er ikke logik, der styrer det. Ikke at du skal til at analysere det videre, men bare for at sige: det er ikke noget du burde kunne forstå, fordi det ikke giver mening. Point.
Det var vildt flot formuleret. Hold fast i den energi. Det bliver godt fremover, det kan man mærke.
Kæmpe kram tilbage! 💛🌺
Ja, det er ikke den bedste måde at opdrage børn på. Den der episode med 2. klasse er ikke engang særlig slem. Den er bare et godt eksempel på, at jeg lærte meget tidligt at man ikke skal betro sig til voksne, komme til dem med sine problemer eller spørge om hjælp. For hvis en uskyldig lille kommentar som den kunne medføre at din far siger til dig som 8 årig at han aldrig vil tale til dig mere hvis du ikke udfører et ydmygelsesritual for ham, så er det jo ikke trygt når det kommer til de større ting.
Det lyder også mega hårdt. Jeg kan selvfølgelig gætte mig til det, men hvad er det egentlig, der får dig til at blive ved med at komme til den slags selskaber? Altså, har du et langsigtet mål, eller er der en anden grund til at du holder fast? Det er sgu ærgerligt at ingen af dem var interesseret i at kende dine rollinger. Det synes jeg eller er noget af det bedste ved at komme til familiefester. Uden tvivl er det fedt at sidde med de voksne og snakke kedelig voksensnak, men det der med at lege med de små og bruge tid med dem og lære dem og deres små hoveder at kende, det er noget af det bedste i verden! Det er så nemt at blive en god voksen for børn. Man skal næsten ikke gøre noget og så sidder man bare fast i deres hukommelser for evigt. Det er så vildt. Igen, synes din familie går glip af noget helt særligt. Det er ærgerligt for dem, men jeg håber at det ikke er for sent for nogle af dem at indse at der er noget godt at hente i at have et forhold til jer <3
Sandt! Jeg har også spurgt mine søskende individuelt om de havde brug for at læse brevet før jeg sender det, for de bliver jo nævnt nogle gange og jeg ønsker ikke at der står noget, de ikke har lyst til står der. Sjovt nok har de alle sammen sagt at de ikke behøver læse det, for de stoler på mig. Så det er jo fint nok. Og ja, jeg tror ikke hverken min far eller min mor (for hun kommer utvivlsomt til at læse det også) vil være i stand til at forstå, hvad det er jeg siger til dem i brevet. Det er heller ikke så vigtigt for mig. Jeg synes bare at det er rart at jeg får sagt alle de ting jeg ellers ikke kan få sagt så der ikke kan være nogen tvivl om hvem jeg er, hvor jeg står og hvorfor jeg gør som jeg gør. Det handler ikke engang om at få det sidste ord. Det handler om at få lov til at få sagt det der skal siges så jeg ikke skal føle at jeg har behandlet dem med hemmeligheder og konspirationer sådan som de har behandlet hinanden og min familie.
Og du har ret. Det er slet ikke logisk. Jeg forstår på en knudret måde godt hvorfor mine forældre har smadret deres liv, men det er sådan en dum logik de har brugt at det ikke rigtig er værd at nævne xD
Jeg tror bestemt også at fremtiden bliver rigtig skøn! Er pænt nervøs lige nu, for det er i morgen at operationen sker og uha, de der følelser går virkelig op og ned. Det bliver rart at vågne op efter operationen i morgen kunne sige at nu er det i hvert fald overstået, og så skal det handle om alt det der helings-halløj bagefter, som er sådan noget praktisk noget. Det er lidt nemmere at forholde sig til. Ifølge den sygeplejerske, der ringede os op i dag, så skulle blødning og inflammation være meget sjældent så jeg krydser fingre for at jeg kommer til at være en af dem uden komplikationer @,@
Håber at du og familien kommer til at nyde en velfortjent sommerferie!
Når du som 8-årig lærer, at selv de mindste ærlige ord kan koste dig alt, så vil jeg tro, du lærte, at det er dig mod verden. I en alder, hvor det for de fleste er tiden, vi for alvor lærer at stå på egne ben, men gennem social forståelse. Tager du det et trin op og gør det alene.
Og for at svare på dit spørgsmål, for jeg sku lige tænke over det. Grunden til, at jeg bliver ved med at komme, er ærligt talt ikke let at forklare. På den ene side forsøger jeg igen og igen at forklare min mor, hvordan jeg har det med den side af familien og de svigt, jeg føler. Men møder aldrig omsorg og forståelse fra hendes side. På den anden side, så har jeg svært, utrolig svært ved at sige fra i det. Plus, hvad end jeg føler, skal ikke gå ud over mine børn, der skal have muligheden for at være sammen med deres fætre og kusiner.
Jeg tror måske også, jeg har svært ved helt at slippe. Min far er dement, og der er noget i mig, der tænker, at hver gang kan være den sidste. At jeg kommer til at fortryde det, hvis jeg udebliver. Samtidig er det så også svært at fortryde noget, man aldrig har haft. Ikke at sige noget har nærmest været standarden i min familie.
Imens jeg skriver, var det virkelig rart at se min faster igen og de mennesker, der har defineret min fars liv og min barndom. Det var rart.
Men jeg arbejder på det. Det er en proces.
Du har helt ret i det med børn. Det er noget af det bedste i verden at sidde og lege med de små, bare være til stede med dem. Det kræver ingenting, og de husker det for evigt. Det er det, der gør det ekstra ærgerligt, at mine brødre ikke kigger nærmere på mine unger. Men hey, det er deres tab. Jeg ved, hvad jeg har hjemme. Og de hyggede sig gevaldigt med deres fætre og kusiner.
Det med brevet, og at dine søskende siger, de stoler på dig. Det siger så meget om, hvor meget det forhold, I har fundet frem til allerede, betyder. 💛 At de ikke engang behøver læse det for at vide, at du har styr på det. TRUST! Det er jo stik det modsatte af alt det, dine forældre har bygget deres relationer på.
Nu er det måske i morgen (du læser dette). Dyb vejrtrækning. Du har været igennem ting, der var sværere end det her, og du klarede dem. Det her bliver hårdt, på en anden måde, men det bliver kort, og så er det overstået. Hold fast i de endorfiner og dine søskende i tankerne imens.
Masser af god bedring, knus og styrke 🤗💛
Al held og lykke.
Det er rigtigt observeret. Jeg følte aldrig at man kunne stole på voksne fordi de altid sagde ét og gjorde noget andet.
Det lyder også som en svær situation for dig både som søn og bror, men også som far. For det er jo så vigtigt at de har gode venskaber med deres fætre og kusiner! Det er bare ærgerligt at resten skal være så mega tungt for dig! Alt det du nævner med behovet for at blive forstået og lyttet til og den manglende evne til at sige fra, der er virkelig også noget jeg selv har kæmpet med, så forstår virkelig godt, hvor du kommer fra. Det er en uretfærdig situation at blive sat i og hvis man oven i købet har noget at miste (i dit tilfælde, dine børns forhold til deres fætre og kusiner) så bliver det bare en evig øvelse i at holde ud, selv når man er langt over den mængde ens bærge kan holde.
Jeg har også selv haft den der forestilling om at jeg ville fortryde det, hvis jeg kappede kontakten til mine forældre - mest min far - men der er jeg faktisk ude over nu. Ved ikke om det på nogen måde vil kunne hjælpe dig, men som jeg har skrevet i mit brev til min far: hvis ikke det skulle lykkes mig at få det til at fungere med dem efter 17 år, så ville det nok aldrig lykkes mig.
På et eller andet tidspunkt bliver man også nødt til, for sin egen skyld, at reflektere over alt det man faktisk har gjort gennem årene for at det skulle blive godt og at den eneste grund til at det stadig er lort, er fordi dem man ønsker at skabe et godt forhold til, ikke ønsker andet end at sabortere en. Det er derfor man ikke skal skamme sig hvis man vælger at trække stikket. Man har gjort sin del og så må det simpelthen også være nok på et tidspunkt. Men i dit tilfælde er det selvfølgelig din rejse og dit valg om du vælger at fortsætte eller om du vælger at trække dig. Jeg forstår begge valg lige godt. Håber bare, at du også passer på dig selv i det hele så du ikke en dag ender lige som mig med mærkelige sygdomme, der skal skæres ud af kroppen haha.
Håber at du fortsat kan have et godt forhold til din faster. Det lyder umiddelbart at hun er en af de gode ❤️
Ja det er en vild tillid de alle sammen har til mig, alle de søskende. Tvebak havde sendt en fin buket blomster, som min kæreste har sat ved siden af tv’et hvor nogle figurer min mor havde givet mig plejede at stå. Jeg tror vi donerer figurerne til blå kors. Det er sådan noget designer-halløj så det skal de nok få solgt. Tror, jeg kommer til at fjernede fleste ting jeg ejer, som minder mig om min mor. Ikke fordi jeg ikke kan lide eller bruge de ting, men tror det er godt at slette hende så meget jeg kan fra mit hjem.
Og tusind tak! ❤️ det var en meget lang og mærkelig dag. Heldigvis gik alting rigtig godt og helt efter planen. Nu er der en masse heling og check-ups, genoptræning og hjemmebesøg af sygeplejersker, der kommer til at fylde de næste par uger. @,@ jeg er ret lettet også selvom jeg forventer at få nogle selvværdsproblemer på den lange bane. Ligenu virker det som om min knold har accepteret at det her er den nye normal og det er der ingen skam i. Hører historier om andre kvinder som kæmper med deres syn på sig selv bagefter. Jeg tror at noget i mig simpelthen nægter at falde i den kategori også selvom det nok kommer til at ske alligevel på et tidspunkt. Det er lidt det samme som at jeg heller ikke gad være en af dem der sidder og tuder den dag de fylder 30. Begyndte at tænke at jeg allerede var 30 da jeg var 28 og det gjorde det meget mindre dramatisk da dagen kom. Det med brystet føles næsten som den samme taktik i min knold. Har tænkt i en uges tid at mit bryst ikke var mit eget, men tilhørte de der dumme celler nu. Så vsr der ingen grund til at gå og være alt for øm over det. Og nu hvor det er væk, så er det mest bare en lettelse. Desuden var det, det skub der skulle til for at jeg for alvor fik mine søskende tilbage. Det virker også for nogle af dem som om det har været et slags wake up call. Især Tvebak har kæmpet med en masse skyldfølelse over ikke at have været der mere, men det er er jo ikke deres skyld. Livet går bare og nu har vi alle sammen fået os en lille forskrækkelse og så tager vi den derfra. :D
Et bryst for at få min familie tilbage er virkelig ikke den værste byttehandel. Hvis det er det der skal til for at blive lykkelig, så må de gerne hakke mere af mig, lol.
Kram herfra!
