Jeg kommer lige med en lille update, fordi mit liv er pænt tosset for tiden.

Man skulle tro, at nyheden vi fik i mandags om, at jeg skal have fjernet mit bryst og potentielt en lymfeknude eller to, ville være alt, der fyldte i mine tanker lige nu, men nej.

For at holde styr på min søskendeflok, så får de lige alle sammen nogle navne, så I kan følge med: Birk og Ronja, Jonatan og Tvebak.

Med opbakning fra Ronja, som jeg tit taler med, valgte jeg at sende en besked ud til alle søskende i går om hvad der foregår med mig og at jeg helst ikke vil have at mor og far får nyheden.

Det fik sat gang i men masse kærlige beskeder og ønsker om opkald så vi kunne snakke.

Jeg endte med at tale fem timer i telefon med Tvebak om ikke-kræften og om mor og far og om de andre søskende.

Det blev til, at vi aftalte at lave en søskendedag, hvor vi alle sammen kunne ses, hvilket ville være første gang ever, at vi alle sammen var samlet, bare os søskende.

Alle var med på den idé! Og så har jeg jo levet højt på endorfiner og jeg ved ikke hvad efter det. Kæreste synes, at det er rigtig godt, at vi skal ses, men han er også meget skeptisk omkring, om jeg ville være i stand til det med al den heling jeg skal igennem efter operationen. Jeg får en hjemmesygeplejerske til at give mig blodfortyndende medicin i 14 dage efter operationen for at undgå blodpropper og jeg skal til kontrol på hospitalet og evt. have tømt mit “bryst” for sårvæske og tjekkes for inflammation og blødning.

Har fået at vide af nogle af Kærestes kollegaer, der har været igennem det samme som mig, at det bliver rigtig, rigtig hårdt og smertefuldt.

Men jeg er så høj over, at jeg har fået mine søskende tilbage, at vi kan tale sammen og faktisk oprigtigt TALE sammen om alting!! Besked efter besked, opkald efter opkald. Jeg mærker noget gammelt og dødt i mig live op igen på ny.

Mine forældre fandt ud af at Tvebak og jeg havde talt sammen. Jeg har ikke svaret på mors og fars opkald og beskeder siden påske.

Det resulterede i dag i at de konfronterede Tvebak på gaden, da Tvebak var ude og gå tur med sit treårige barn, Emil. Min far havde overfuset Tvebak og råbt ad dem “Hvorfor kan Nangijala godt svare på dine opkald, men ikke på mine og mors? Hvad har du fortalt hende? Hvad har du sagt?”

Og Tvebak sagde ikke noget, andet end, at de vidste ikke hvad mor og far snakkede om og så skyndte de sig væk med Emil og ringede til mig for at sige det.

I mellemtiden var jeg i gang med at tale med Kæreste over telefonen omkring, hvordan vi skulle gribe mine forældre an, for de havde ringet og skrevet til os begge over de sidste par dage for at invitere sig selv på besøg, og jeg havde egentlig tænkt mig at fortsætte med at ignorere dem, men kæreste syntes det var forkert.

“Jeg har intet til overs for din mor, men din far skylder vi i det mindste at forklare os og så må vi tage den derfra. Ellers frygter jeg at din mor står ude foran vores hoveddør en dag og vil ind. Hun er desperat! Desuden er vi ordentlige mennesker og det her ghosting er ikke i orden. Det er ondskabsfuldt.”

Og jeg har jo mine grunde til at ghoste dem, som jeg tror Kæreste må se og høre med egne øjne, men der er ikke nogen måde at tale to narcissister til fornuft. Det kan man ikke. De har aldrig lyttet og de har aldrig ændret sig for nogens skyld.

Men ja, efter Tvebaks opkald og Kæreste og jeg lagde samtalen på køl, ringede Jonatan.

Jonatan ville gerne høre om alt det med brystet, men havde også et enormt behov for at tale om mor og far og alle de ting, der var kommet frem og som havde sat alt i et nyt lys for vedkommende. Vi snakkede længe og der var nogle ting vi fandt frem til omkring både mor og far som er langt mere mørke og fucked up end vi havde kunnet acceptere i alle de år.

Jeg fortalte Jonatan ting som Ronja havde fortalt mig både om sig selv, men også om Birk og deres oplevelser med mor og far.

Alle vores historier tegner til sammen et billede af at alting har altid været løgn. Alting. Og jeg havde brug for at fortælle dem alle sammen hver gang jeg har talt med dem, at de gerne vil hinanden fordi vi har været så splittede, at det næsten kun er mig der har kontakt med alle på et eller andet plan. Og nu ved vi alle sammen godt at vi aldrig hadede hinanden. Det hele var løgn altid så mor og far kunne splitte os ad.

Jeg nævnte Kærestes bekymring om at mor ville dukke op foran vores dør en dag og så grinte Jonatan og sagde: Mor kommer sgu ikke hele vejen derop. Det gider hun ikke. Hun vil jo kun have at man kommer til hende. Og det var også sådan jeg selv havde opfattet det, men det er jo svært at overbevise Kæreste for han er totalt i protector-mode for tiden og er meget bange for at jeg bliver stresset igen.

Lige nu overvejer jeg hvad jeg skal gøre. Om jeg skal kontakte mor og far før jeg bliver opereret så jeg kan få dem til at slappe af og lade mine søskende være, eller om jeg skal vente til senere. Før lyder jo bedst, men synes det er så latterligt at jeg næsten er tvunget til at gøre noget for at stoppe dem, for de skal ikke råbe ad mine søskende på gaden fordi jeg ghoster.

Suk. Jeg har endda overvejet at forhandle med dem, at de godt kan se mig og vi godt han holde kontakten, hvis jeg aldrig hører noget om at de har opsøgt de andre for at køre på dem på nogen måde.

Jonatan og Tvebak var uvidende mit læhegn i mange år fordi mor og far brugte al deres tid på dem og deres børn. Jeg var mindre interessant fordi jeg er barnløs og bor to timer væk. Måske er det min tur til at være Jonatan og Tvebaks læhegn, så de kan få noget fred. Og egentlig også Ronja og Birk, for mor og far har også slimet sig ind på Birk fornylig på en måde som Birk finder mærkelig og grænseoverskridende. Og Birk har også børn. De var bare aldrig noget værd før mor mistede adgang til sine biologiske børnebørn.

Der er mange grunde til, at jeg valgte at være barnløs og de handler ikke alle sammen om min mor, men det her mønster er bestemt noget af det jeg har været lettet over at undslippe. Det eneste jeg ikke kan undslippe er, at jeg deler DNA med min mor og det betyder at jeg er hendes trøstepræmie, hvis hun får sin vilje.

Så ja, operationen ligger ret langt nede på listen over ting, der optager mig ligenu. Det gode er at endorfinerne gør mig mindre ængstelig omkring mors og fars kontaktforsøg.

Jonatan, Tvebak og Ronja har kraftigt frarådet mig at tale med vores forældre og Tvebak er især ængstelig over om de vil chikanere mig de næste mange måneder ligesom de gjorde med Tvebak, da vedkommende forsøgte at skubbe dem på afstand. Jeg er dog ikke så bekymret. Igen: jeg har ikke børn. Mor og far elsker mig ikke for andet end min evne til at tegne og mor har jo selv sagt, at hun er lettet over, at jeg aldrig fik børn fordi jeg ville være en elendig mor.

Men hvis jeg skal tro Jonatan ret, og det gør jeg, så var mor aldrig min mor og far var aldrig min far. Det var Jonatan, der kom hjem fra skole og fodbold hver dag, i en alder af 12 år og skiftede min ble og beroligede mig fordi jeg havde skreget og grædt i armene på mor og far og kun kunne sove og pludre hos Jonatan.

Måske ville jeg blive en forfærdelig mor, men jeg blev et ordentligt menneske fordi jeg havde Birk, Ronja og Jonatan til at vise mig vejen. Og da Tvebak kom til, mærkede jeg hvad det vil sige at elske noget, der er mere kostbart end dig selv.

Måske blev vi normale fordi vi havde hinanden og trods alle vores forældres løgne og splid, så tilgav vi og prøvede gang på gang at finde hinanden uanset hvor grumt det blev mellem os.

Jeg kan klare alt når jeg har dem. Jeg kan klare mor og far. Jeg er ikke bange overhovedet. De råbte ad min Tvebak på åben gade.

Bring it, bitches.

  • Nangijala@feddit.dkOP
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    3
    ·
    3 months ago

    Tak, Sommermand <3

    Jeg havde et sammenbrud i går, som hjalp mig med at få en afklaring på det hele. Jeg brugte resten af min aften og min formiddag i dag at få skrevet et pænt langt brev til min far, som jeg vil sende når vi på et tidspunkt får ringet til ham og fortalt ham, at jeg ikke ønsker et forhold til ham og min mor mere. Jeg ved at jeg ikke kommer til at få sagt det jeg har brug for at sige over telefonen og der er en ret stor sandsynlighed for at min far bare ender med at råbe ad os og sige en masse sårende ting fordi han er trængt op i en krog, så jeg tror at brevet er en nødvendighed.

    Jeg har det rigtig godt med det jeg har fået skrevet til ham. Jeg får forklaret alting, der er sket de sidste to årtier og hvorfor jeg har ageret som jeg har og hvorfor jeg siger farvel nu ud af det blå. Modsat min mor, så synes jeg, at det er bedst at der er rene linjer og at min far ikke skal gå og tvivle eller undre sig over hvad der sker. Han har allerede mistet så meget på grund af min mor og jeg har brug for at han ved at jeg er motiveret af mit forhold til min mor og ikke ham. Så kan hun heller ikke løbe fra sit ansvar, som hun altid har gjort.

    Er mest bare stolt over, at jeg giver mig selv lov til at vise noget vrede og fortælle nogle barske sandheder, men generelt holder en kærlig tone. Det var nemlig aldrig mit mål at såre nogen eller træde på dem mens de ligger ned og sige “ha! Det har du rigtig godt af!” Det er sådan min mor er. Det er ikke sådan jeg er. Men jeg er sgu nødt til at stoppe det her, for det kan ikke passe at jeg skal ligge og hyle i min seng tre dage før jeg skal operes og råbe at jeg ikke kan mere igen og igen mens min kæreste desperat forsøger at få mig ned på jorden igen. Det er anden gang i år at jeg er faldet fra hinanden på den måde fordi mine forældre ødelægger mig så meget. Tror det er på tide at jeg sætter mig selv først for en gangs skyld, for det her går simpelthen ikke.

    Og igen, tak for din kommentar! Du er et meget sødt og fornuftigt menneske <3

    • Sommerhaven@feddit.dk
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      3
      ·
      3 months ago

      💛🌺 Nangijala,

      Tak for dine svar, og tusind tak for din ærlighed. Det tager jeg til mig,. At du vælger at dele så meget af det tunge med os, viser hvor stærk du faktisk er, selvom du nok ikke altid føler det sådan i timerne før, under og efter ;)

      Der er noget særligt rørende ved din historie om dine søskende. I har fundet tilbage til hinanden gennem alt det rod, der er skabt omkring jer, og det er noget helt unikt. Den familie, I vælger at skabe sammen nu, den er jeres. Ikke nogen annens. Desværre gjorde mine brødre det modsatte i “kampen” mod vores far, som vi har skrevet om før.

      Jeg tror på dig, når du siger, at du kan klare det her. Jeg tror også på dig, når du siger, at du ikke er klar endnu. Mennesker er komplekse, og retfærdiggørelsen af sine egne grænser kræver ofte mere energi, end man har lige akkurat nu. Du behøver ikke være perfekt, tværtimod, er dkn autensitet så stærk og den skal du bibeholde i din kamp.

      Jeg skrev faktisk brev til både far og sen ene bror og sendte det. Men fik aldrig svar. Det gav mig en enorm empowerment over de følelser jeg stod i.!

      Hvad angår brevet til din far… det lyder som en stor beslutning, der er tænkt igennem. Uanset hvad du vælger at gøre med det, sende det nu, vente til efter operationen, eller måske slette det igen… så må det være det, der giver dig mest ro.

      Ingen andre end dig ved, hvad din krop og dit nervesystem kan bære lige nu.

      Og så det sidste ord fra din mor… ja, dét vil jeg ikke spekulere over længere end nødvendigt. Hun har jo sin egen sandhed, som sjældent matcher virkeligheden, hvis vi skal tro på det du fortæller. Lad hendes besked blive liggende i din indbakke :) nogle gange er tavshed det sundeste svar.

      Pas på dig selv. Prøv at huske på, at selvprioritering ikke er egoisme. Du står over for en alvorlig operation, og dit helbred.

      De resterende kommentarer, du får her, og de beskeder du modtager fra dine søskende, må du lægge tæt ind til kroppen. De vidner om kærlighed, ægte, ubetinget kærlighed, som ingen manipulation kan udradere. Og den modtager du kun fordi, den du er i denne verden tillader os, at give dig det.

      Kram.

      • Nangijala@feddit.dkOP
        link
        fedilink
        dansk
        arrow-up
        2
        ·
        3 months ago

        ❤️

        Ja, jeg ved selvfølgelig godt, at det med at dele så personlige ting er risky, men det er også en måde at sætte mig selv fri. Jeg kunne aldrig snakke ærligt om hvordan jeg havde det indeni for så ville jeg være illoyal overfor mine forældre, så det har været mange års skyld og skam for jeg er altså sådan en der kommer til at dele når jeg har det svært. Det gør det kun værre når man åbner op om hvordan man har det til en ven eller en psykolog eller fremmede på nettet og så føler man sig så ussel og ondskabsfuld bagefter fordi man svigtede mor og far igen. Jeg er blevet straffet for sådan noget siden jeg var barn, så det sidder ret dybt.

        Blev tvunget til at ydmyge mig selv foran min klasse da jeg gik i anden fordi min far fandt ud af at jeg havde sagt til min klasselærer, at jeg syntes det var unfair at nogle af mine kammerater fik små gaver i en sok hver dag i december og jeg ikke gjorde. At jeg syntes mine forældre var dumme. Min lærer ringede og sagde det til min far, som sagde til mig at hvis jeg ikke stillede mig op foran min klasse næste dag og fortalte dem at jeg havde fantastiske forældre, og at jeg var en utaknemmelig møgunge, så ville han aldrig tale til mig igen. Så det gjorde jeg selvfølgelig og det er jo sådan noget, der lærer en, at man ikke kan betro sig til andre uden, at der er skam forbundet.

        Men det føles rigtigt at dele det her. Stadig holde mine søskendes historier ude af det, men bare få sagt mine egne oplevelser højt og stå ved det uden frygt nu.

        Ville have ønsket, at det var gået dig anderledes med din egen familie! Kan godt huske nogle af de ting du har fortalt og det er så ærgerligt. De går virkelig glip af en dejlig bror. Det gør de, sgu. Det lyder dog som om de breve du skrev også hjalp dig videre! Også selvom det nok ikke var en rar ting at måtte gøre. Vi må finde de metoder, der er rigtige for os så vi kan sætte os selv fri og leve et bedre liv! Kunne dog virkelig godt have undet dig at du fik dine søskende tilbage som jeg har, men i det mindste har du en dejlig kone og nogle skønne unger! Det kan altså også noget ❤️

        Men ja, det bliver nok en mavepuster for min far at læse det brev, hvis han kan få sig selv til det. Jeg gennemgår mine grunde til at jeg ikke forlod familien i 2010, hvor mange gange jeg gav ham og min mor chancer og satte deres ve og vel over mit eget. Jeg nævner hvordan deres behandling af mine søskende og mig ikke var i orden og, at jeg godt ved, at de selv er klar over det et eller andet sted.

        Jeg nævner alle de ting ved min far som jeg beundrer og holder af og at jeg altid vil elske ham. At hvis tingene var gået anderledes, så havde jeg alle planer om at holde hans hånd når han skulle herfra og det samme med mor når det blev hendes tur. Det er bare ærgerligt at de, så tæt på målstregen i livet, har valgt at smadre det hele for dem selv og jeg kan ikke være en del af deres kaos længere.

        Jeg lagde de nye spilleregler for vores forhold på bordet allerede tilbage i 2010, hvor de ikke tog mig alvorligt og grinte ad mig og kaldte mig dramatisk. 17 år havde de til at tage sig sammen og de gjorde ikke kun det modsatte men saborterede aktivt alle deres forhold til deres børn og børnebørn ét efter ét og til sidst saborterede de hinanden og sig selv.

        Kommer aldrig til at forstå den del. De havde virkelig vundet livet. Sådan rigtigt. Jeg kommer aldrig til at opnå samme økonomiske stabilitet eller have børn og børnebørn der elsker mig så meget som vi alle sammen elskede dem. Jeg kommer aldrig til at se lige så meget af verden som de gjorde og eller være den alle ringer til først med gode nyheder. Jeg har det fint med det jeg har, dog. Jeg forstår bare ikke hvordan man kan smide så godt et liv væk som det de havde for nogle år siden.

        Det bliver en rar ting at få lukket den her bog. Har så mange ting jeg gerne vil gøre sammen med mine søskende fremadrettet, at jeg næsten ikke kan holde ud at vente 😆

        Kæmpe stort kram til dig!

        • Sommerhaven@feddit.dk
          link
          fedilink
          dansk
          arrow-up
          3
          ·
          3 months ago

          Det med at dele de her ting, det er modigt. Og du skal vide, at der sidder en her på den anden side, der har dyb respekt for, at du gør det. Der er ingen skyld eller skam i at sige sandheden højt. Tværtimod.

          Den historie fra 2. klasse… jeg blev helt stille, da jeg læste den. At tvinge sit barn til at ydmyge sig foran hele klassen, fordi barnet turde sige, hvad det følte. Det er brutalt, og jeg blev oprigtigt ked af det. Og det sidder i dig den dag i dag, kan jeg mærke. Men du gør noget vigtigt nu: du tager den skam tilbage, du omformulerer den, og du gør den til din egen historie fortalt på dine præmisser. Det er stærkt. Det er den rejse, du er på nu, hvor du omformulerer begivenhederne, så du kan bearbejde det.

          Tak for dine søde ord om min egen familie. Ja, det var træls, men man finder sin vej. For mig har rejsen, nej, rejsen er stadig utrolig svær. F.eks. var mine brødre til fars 80-års i år, og alle lod som om intet var hændt. Ja den ene af mine brødres kone var helt “hvorfor ses vi ikke noget mere?”… Øhm… I har alle muligheder, for at gøre noget?. (Jeg har forsøgt). Det var så også lige første gang de så mine børn. Og var der noget “kærlighed” til dem fra mine brødre? Næ. Super akavet. Det skal siges, far er dement og gammel, så jeg har droppet følelserne der, og forsøger bare at være til stede. Jeg har dog ikke set ham siden fødselsdagen, så helt ovre er det heller ikke.

          Men du har fuldstændig ret, de metoder vi finder, de er vores egne, og det eneste der tæller er, at de virker for os. Brevet jeg skrev hjalp, selvom det var hårdt. Så den vej går jeg også, bare på min egen måde.

          Angående dit brev til din far, det lyder som om du har tænkt det hele grundigt igennem. At du inkluderer det, du beundrede ved ham, og det du elskede, gør det til noget andet end bare en afslutning. Det gør det til et vidnesbyrd. Om han kan tage imod det, er hans sag, men det er sagt med kærlighed og tydelighed, og det er alt, hvad du kan gøre. Du skylder ham ikke mere end dét.

          Det med spillereglerne fra 2010, altså 17 år til at tage sig sammen, og de gjorde det modsatte. Man kan sige, at du i det mindste ikke kan have dårlig samvittighed over, at du ikke advarede dem eller gav dem chancer. Du gjorde det. Gentagne gange. Det ligger ikke på dig!

          Og ja, det er svært at forstå, at man kan smide så meget væk. Men det er netop det, der kendetegner den slags mønstre. Logik findes ikke i det, for det er ikke logik, der styrer det. Ikke at du skal til at analysere det videre, men bare for at sige: det er ikke noget du burde kunne forstå, fordi det ikke giver mening. Point.

          Det var vildt flot formuleret. Hold fast i den energi. Det bliver godt fremover, det kan man mærke.

          Kæmpe kram tilbage! 💛🌺

          • Nangijala@feddit.dkOP
            link
            fedilink
            dansk
            arrow-up
            1
            ·
            3 months ago

            Ja, det er ikke den bedste måde at opdrage børn på. Den der episode med 2. klasse er ikke engang særlig slem. Den er bare et godt eksempel på, at jeg lærte meget tidligt at man ikke skal betro sig til voksne, komme til dem med sine problemer eller spørge om hjælp. For hvis en uskyldig lille kommentar som den kunne medføre at din far siger til dig som 8 årig at han aldrig vil tale til dig mere hvis du ikke udfører et ydmygelsesritual for ham, så er det jo ikke trygt når det kommer til de større ting.

            Det lyder også mega hårdt. Jeg kan selvfølgelig gætte mig til det, men hvad er det egentlig, der får dig til at blive ved med at komme til den slags selskaber? Altså, har du et langsigtet mål, eller er der en anden grund til at du holder fast? Det er sgu ærgerligt at ingen af dem var interesseret i at kende dine rollinger. Det synes jeg eller er noget af det bedste ved at komme til familiefester. Uden tvivl er det fedt at sidde med de voksne og snakke kedelig voksensnak, men det der med at lege med de små og bruge tid med dem og lære dem og deres små hoveder at kende, det er noget af det bedste i verden! Det er så nemt at blive en god voksen for børn. Man skal næsten ikke gøre noget og så sidder man bare fast i deres hukommelser for evigt. Det er så vildt. Igen, synes din familie går glip af noget helt særligt. Det er ærgerligt for dem, men jeg håber at det ikke er for sent for nogle af dem at indse at der er noget godt at hente i at have et forhold til jer <3

            Sandt! Jeg har også spurgt mine søskende individuelt om de havde brug for at læse brevet før jeg sender det, for de bliver jo nævnt nogle gange og jeg ønsker ikke at der står noget, de ikke har lyst til står der. Sjovt nok har de alle sammen sagt at de ikke behøver læse det, for de stoler på mig. Så det er jo fint nok. Og ja, jeg tror ikke hverken min far eller min mor (for hun kommer utvivlsomt til at læse det også) vil være i stand til at forstå, hvad det er jeg siger til dem i brevet. Det er heller ikke så vigtigt for mig. Jeg synes bare at det er rart at jeg får sagt alle de ting jeg ellers ikke kan få sagt så der ikke kan være nogen tvivl om hvem jeg er, hvor jeg står og hvorfor jeg gør som jeg gør. Det handler ikke engang om at få det sidste ord. Det handler om at få lov til at få sagt det der skal siges så jeg ikke skal føle at jeg har behandlet dem med hemmeligheder og konspirationer sådan som de har behandlet hinanden og min familie.

            Og du har ret. Det er slet ikke logisk. Jeg forstår på en knudret måde godt hvorfor mine forældre har smadret deres liv, men det er sådan en dum logik de har brugt at det ikke rigtig er værd at nævne xD

            Jeg tror bestemt også at fremtiden bliver rigtig skøn! Er pænt nervøs lige nu, for det er i morgen at operationen sker og uha, de der følelser går virkelig op og ned. Det bliver rart at vågne op efter operationen i morgen kunne sige at nu er det i hvert fald overstået, og så skal det handle om alt det der helings-halløj bagefter, som er sådan noget praktisk noget. Det er lidt nemmere at forholde sig til. Ifølge den sygeplejerske, der ringede os op i dag, så skulle blødning og inflammation være meget sjældent så jeg krydser fingre for at jeg kommer til at være en af dem uden komplikationer @,@

            Håber at du og familien kommer til at nyde en velfortjent sommerferie!

            • Sommerhaven@feddit.dk
              link
              fedilink
              dansk
              arrow-up
              2
              ·
              3 months ago

              Når du som 8-årig lærer, at selv de mindste ærlige ord kan koste dig alt, så vil jeg tro, du lærte, at det er dig mod verden. I en alder, hvor det for de fleste er tiden, vi for alvor lærer at stå på egne ben, men gennem social forståelse. Tager du det et trin op og gør det alene.

              Og for at svare på dit spørgsmål, for jeg sku lige tænke over det. Grunden til, at jeg bliver ved med at komme, er ærligt talt ikke let at forklare. På den ene side forsøger jeg igen og igen at forklare min mor, hvordan jeg har det med den side af familien og de svigt, jeg føler. Men møder aldrig omsorg og forståelse fra hendes side. På den anden side, så har jeg svært, utrolig svært ved at sige fra i det. Plus, hvad end jeg føler, skal ikke gå ud over mine børn, der skal have muligheden for at være sammen med deres fætre og kusiner.

              Jeg tror måske også, jeg har svært ved helt at slippe. Min far er dement, og der er noget i mig, der tænker, at hver gang kan være den sidste. At jeg kommer til at fortryde det, hvis jeg udebliver. Samtidig er det så også svært at fortryde noget, man aldrig har haft. Ikke at sige noget har nærmest været standarden i min familie.

              Imens jeg skriver, var det virkelig rart at se min faster igen og de mennesker, der har defineret min fars liv og min barndom. Det var rart.

              Men jeg arbejder på det. Det er en proces.

              Du har helt ret i det med børn. Det er noget af det bedste i verden at sidde og lege med de små, bare være til stede med dem. Det kræver ingenting, og de husker det for evigt. Det er det, der gør det ekstra ærgerligt, at mine brødre ikke kigger nærmere på mine unger. Men hey, det er deres tab. Jeg ved, hvad jeg har hjemme. Og de hyggede sig gevaldigt med deres fætre og kusiner.

              Det med brevet, og at dine søskende siger, de stoler på dig. Det siger så meget om, hvor meget det forhold, I har fundet frem til allerede, betyder. 💛 At de ikke engang behøver læse det for at vide, at du har styr på det. TRUST! Det er jo stik det modsatte af alt det, dine forældre har bygget deres relationer på.

              Nu er det måske i morgen (du læser dette). Dyb vejrtrækning. Du har været igennem ting, der var sværere end det her, og du klarede dem. Det her bliver hårdt, på en anden måde, men det bliver kort, og så er det overstået. Hold fast i de endorfiner og dine søskende i tankerne imens.

              Masser af god bedring, knus og styrke 🤗💛

              Al held og lykke.

              • Nangijala@feddit.dkOP
                link
                fedilink
                dansk
                arrow-up
                2
                ·
                3 months ago

                Det er rigtigt observeret. Jeg følte aldrig at man kunne stole på voksne fordi de altid sagde ét og gjorde noget andet.

                Det lyder også som en svær situation for dig både som søn og bror, men også som far. For det er jo så vigtigt at de har gode venskaber med deres fætre og kusiner! Det er bare ærgerligt at resten skal være så mega tungt for dig! Alt det du nævner med behovet for at blive forstået og lyttet til og den manglende evne til at sige fra, der er virkelig også noget jeg selv har kæmpet med, så forstår virkelig godt, hvor du kommer fra. Det er en uretfærdig situation at blive sat i og hvis man oven i købet har noget at miste (i dit tilfælde, dine børns forhold til deres fætre og kusiner) så bliver det bare en evig øvelse i at holde ud, selv når man er langt over den mængde ens bærge kan holde.

                Jeg har også selv haft den der forestilling om at jeg ville fortryde det, hvis jeg kappede kontakten til mine forældre - mest min far - men der er jeg faktisk ude over nu. Ved ikke om det på nogen måde vil kunne hjælpe dig, men som jeg har skrevet i mit brev til min far: hvis ikke det skulle lykkes mig at få det til at fungere med dem efter 17 år, så ville det nok aldrig lykkes mig.

                På et eller andet tidspunkt bliver man også nødt til, for sin egen skyld, at reflektere over alt det man faktisk har gjort gennem årene for at det skulle blive godt og at den eneste grund til at det stadig er lort, er fordi dem man ønsker at skabe et godt forhold til, ikke ønsker andet end at sabortere en. Det er derfor man ikke skal skamme sig hvis man vælger at trække stikket. Man har gjort sin del og så må det simpelthen også være nok på et tidspunkt. Men i dit tilfælde er det selvfølgelig din rejse og dit valg om du vælger at fortsætte eller om du vælger at trække dig. Jeg forstår begge valg lige godt. Håber bare, at du også passer på dig selv i det hele så du ikke en dag ender lige som mig med mærkelige sygdomme, der skal skæres ud af kroppen haha.

                Håber at du fortsat kan have et godt forhold til din faster. Det lyder umiddelbart at hun er en af de gode ❤️

                Ja det er en vild tillid de alle sammen har til mig, alle de søskende. Tvebak havde sendt en fin buket blomster, som min kæreste har sat ved siden af tv’et hvor nogle figurer min mor havde givet mig plejede at stå. Jeg tror vi donerer figurerne til blå kors. Det er sådan noget designer-halløj så det skal de nok få solgt. Tror, jeg kommer til at fjernede fleste ting jeg ejer, som minder mig om min mor. Ikke fordi jeg ikke kan lide eller bruge de ting, men tror det er godt at slette hende så meget jeg kan fra mit hjem.

                Og tusind tak! ❤️ det var en meget lang og mærkelig dag. Heldigvis gik alting rigtig godt og helt efter planen. Nu er der en masse heling og check-ups, genoptræning og hjemmebesøg af sygeplejersker, der kommer til at fylde de næste par uger. @,@ jeg er ret lettet også selvom jeg forventer at få nogle selvværdsproblemer på den lange bane. Ligenu virker det som om min knold har accepteret at det her er den nye normal og det er der ingen skam i. Hører historier om andre kvinder som kæmper med deres syn på sig selv bagefter. Jeg tror at noget i mig simpelthen nægter at falde i den kategori også selvom det nok kommer til at ske alligevel på et tidspunkt. Det er lidt det samme som at jeg heller ikke gad være en af dem der sidder og tuder den dag de fylder 30. Begyndte at tænke at jeg allerede var 30 da jeg var 28 og det gjorde det meget mindre dramatisk da dagen kom. Det med brystet føles næsten som den samme taktik i min knold. Har tænkt i en uges tid at mit bryst ikke var mit eget, men tilhørte de der dumme celler nu. Så vsr der ingen grund til at gå og være alt for øm over det. Og nu hvor det er væk, så er det mest bare en lettelse. Desuden var det, det skub der skulle til for at jeg for alvor fik mine søskende tilbage. Det virker også for nogle af dem som om det har været et slags wake up call. Især Tvebak har kæmpet med en masse skyldfølelse over ikke at have været der mere, men det er er jo ikke deres skyld. Livet går bare og nu har vi alle sammen fået os en lille forskrækkelse og så tager vi den derfra. :D

                Et bryst for at få min familie tilbage er virkelig ikke den værste byttehandel. Hvis det er det der skal til for at blive lykkelig, så må de gerne hakke mere af mig, lol.

                Kram herfra!

                • Sommerhaven@feddit.dk
                  link
                  fedilink
                  dansk
                  arrow-up
                  2
                  ·
                  3 months ago

                  Jeg håber inderligt du er ved at komme dig godt over hele operationen og du er landet trygt.

                  Også svar fra toppen 😊 Du har fuldstændig ret. Det er jo det, der er det rigtig svære ved den slags situationer. At man har noget at miste, som man ikke selv har valgt at sætte på spil. Det er ikke dig, der skaber konflikten, men du er den, der bærer prisen, hvis du trækker dig. Det er uretfærdigt, og det er også derfor, det tager så lang tid at tage beslutningen.

                  Og tak for dine ord om min situation. Som du også siger, det er min rejse, og jeg tager den i mit tempo. Det samme gør du, måske vi alle, hvorfor al/megen healing kommer når vi er klar. Dit råd rammer, for det er jo ikke fordi jeg ikke har hørt det før, men når det kommer fra en, der går igennem præcis det samme, så vejer det anderledes. Så tak for det. Og jeg sætter virkelig pris på det hele. Ja, min faster er en af de “gode”, hvis det kan sættes op sådan ':). Det er der ikke så mange af i den familie, så dem, der ønsker et familieliv med os, skal jeg holde fast i.

                  Det med at fjerne ting fra hjemmet, der minder om din mor, det synes jeg lyder sundt. Det er sin måde at få kontrol, det er at tage dit hjem tilbage. Det er din plads, og den skal være fri for de ting, der dræner dig. Blå Kors får sikkert glæde af designer-tingene, og du får ro. Win-win.

                  Og så… operationen er overstået! ❤️ Det er så godt at høre. At alt gik efter planen, og du er på den anden side nu. Dyb lettelse herfra.

                  Måden du håndterer det med brystet på, det er vildt stærkt. Jeg tænkte om jeg skulle sige noget med lala “den rigtige måde” eller lalala “den forkerte måde”, men fordi det er din måde, og den virker for dig, og du virker så mege ttil stede, så er mit bedste råd, hold fast i dem der gir dig tryghed. De vil dig det bedste. At du har forberedt dig mentalt i ugen op til, at det ikke længere var dit, men de dumme cellers, det er kløgtigt. Om du senere får dage, hvor det føles anderledes, så tager du dem, når de kommer. Du behøver ikke have alt på plads med det samme. Det er helt okay at have det godt nu og så justere undervejs.

                  Men den sidste linje. Et bryst for at få din familie tilbage. Det er en af de stærkeste ting, jeg har læst her. Der er så meget livskraft i den sætning. Du tager tabet og gør det til en sejr.

                  Tag det roligt de næste uger. Lad alle omkring gøre deres arbejde, lad kæresten passe på dig, og lad søskendeflokken sende dumme jokes på Signal. Du har fortjent at hvile nu.

                  Kæmpe kram tilbage! 💛🌺

                  • Nangijala@feddit.dkOP
                    link
                    fedilink
                    dansk
                    arrow-up
                    1
                    ·
                    3 months ago

                    Tak, Sommermand! Jeg er næsten gennem den første uge post-operationen og det hele er gået rigtig godt. Har minimalt med gener og sover som en sten på bunden af havet, hver nat (hvilket ikke er normalt).

                    Ja, jeg føler sgu virkelig, at jeg forstår hvor du står i din egen situation @,@ det er næsten fjollet så meget vores situationer minder om hinanden i det generelle. Men seriøst, jeg forstår fuldstændig at du har valgt at hænge ved for nu. Det er bare ikke nogen nem situation du står i. Håber at du og faster vil kunne dyrke et godt sammenhold. Vi har også en faster i Kærestes familie, som er solskin i menneskeform og hende holder vi også fast i, selvom vi mest kun ses til jul xD Ikke at hans familie er lige så fucked som din og min, men gode fastre kan man altså ikke få for mange af! :D

                    Jeg har altid været sådan skruet sammen, at hvis jeg først fjerner en person fra mit liv, så ryger det hele, med mindre jeg har en praktisk grund til at beholde det. Har desværre været igennem processen nogle gange gennem årene indtil jeg tog mig sammen og valgte bedre venner og fik justeret mine egne dårlige mønstre. Men ja, sjovt nok er der faktisk ikke helt så mange ting fra min mor i mit hjem. Det er lidt vildt. Jeg kom i tanke om at jeg allerede har skilt mig af med rigtig mange af de ting hun har givet mig gennem årene, fordi jeg følte hun gav mig dem for at gøre mig til en kopi af hende i stedet for at give mig noget jeg ville blive glad for.

                    Tak :D jeg holder skam rigtig godt fast i de gode folk omkring mig for tiden! Det sjove er at den eneste psykiske reaktion jeg har haft indtil videre har været frygten for at være alene. Jeg kan godt være alene hjemme og hygge mig, men så snart der er noget med hospitalet og nåle, så kan jeg ikke være alene. Det kom lidt bag på mig fordi jeg troede egentlig godt at jeg kunne holde til det, men det kan jeg ikke ligenu :P Men brystet er jeg hamrende ligeglad med, stadig.

                    Tak igen for dine søde ord, Sommermand! Jeg synes også at du er et ret “robust menneske”, som en af mine søskende plejer at sige! Det kræver altså også noget at komme af det du kommer af og alligevel være et givende og varmt menneske - og vie sit liv til at hjælpe folk, der har ingenting! klap lige dig selv på skulderen!

                    Jeg vil hoppe tilbage til at hygge mig i min lille hule og håber at du har en fantastisk aften med familien <3 Krammer!