Jeg kommer lige med en lille update, fordi mit liv er pænt tosset for tiden.
Man skulle tro, at nyheden vi fik i mandags om, at jeg skal have fjernet mit bryst og potentielt en lymfeknude eller to, ville være alt, der fyldte i mine tanker lige nu, men nej.
For at holde styr på min søskendeflok, så får de lige alle sammen nogle navne, så I kan følge med: Birk og Ronja, Jonatan og Tvebak.
Med opbakning fra Ronja, som jeg tit taler med, valgte jeg at sende en besked ud til alle søskende i går om hvad der foregår med mig og at jeg helst ikke vil have at mor og far får nyheden.
Det fik sat gang i men masse kærlige beskeder og ønsker om opkald så vi kunne snakke.
Jeg endte med at tale fem timer i telefon med Tvebak om ikke-kræften og om mor og far og om de andre søskende.
Det blev til, at vi aftalte at lave en søskendedag, hvor vi alle sammen kunne ses, hvilket ville være første gang ever, at vi alle sammen var samlet, bare os søskende.
Alle var med på den idé! Og så har jeg jo levet højt på endorfiner og jeg ved ikke hvad efter det. Kæreste synes, at det er rigtig godt, at vi skal ses, men han er også meget skeptisk omkring, om jeg ville være i stand til det med al den heling jeg skal igennem efter operationen. Jeg får en hjemmesygeplejerske til at give mig blodfortyndende medicin i 14 dage efter operationen for at undgå blodpropper og jeg skal til kontrol på hospitalet og evt. have tømt mit “bryst” for sårvæske og tjekkes for inflammation og blødning.
Har fået at vide af nogle af Kærestes kollegaer, der har været igennem det samme som mig, at det bliver rigtig, rigtig hårdt og smertefuldt.
Men jeg er så høj over, at jeg har fået mine søskende tilbage, at vi kan tale sammen og faktisk oprigtigt TALE sammen om alting!! Besked efter besked, opkald efter opkald. Jeg mærker noget gammelt og dødt i mig live op igen på ny.
Mine forældre fandt ud af at Tvebak og jeg havde talt sammen. Jeg har ikke svaret på mors og fars opkald og beskeder siden påske.
Det resulterede i dag i at de konfronterede Tvebak på gaden, da Tvebak var ude og gå tur med sit treårige barn, Emil. Min far havde overfuset Tvebak og råbt ad dem “Hvorfor kan Nangijala godt svare på dine opkald, men ikke på mine og mors? Hvad har du fortalt hende? Hvad har du sagt?”
Og Tvebak sagde ikke noget, andet end, at de vidste ikke hvad mor og far snakkede om og så skyndte de sig væk med Emil og ringede til mig for at sige det.
I mellemtiden var jeg i gang med at tale med Kæreste over telefonen omkring, hvordan vi skulle gribe mine forældre an, for de havde ringet og skrevet til os begge over de sidste par dage for at invitere sig selv på besøg, og jeg havde egentlig tænkt mig at fortsætte med at ignorere dem, men kæreste syntes det var forkert.
“Jeg har intet til overs for din mor, men din far skylder vi i det mindste at forklare os og så må vi tage den derfra. Ellers frygter jeg at din mor står ude foran vores hoveddør en dag og vil ind. Hun er desperat! Desuden er vi ordentlige mennesker og det her ghosting er ikke i orden. Det er ondskabsfuldt.”
Og jeg har jo mine grunde til at ghoste dem, som jeg tror Kæreste må se og høre med egne øjne, men der er ikke nogen måde at tale to narcissister til fornuft. Det kan man ikke. De har aldrig lyttet og de har aldrig ændret sig for nogens skyld.
Men ja, efter Tvebaks opkald og Kæreste og jeg lagde samtalen på køl, ringede Jonatan.
Jonatan ville gerne høre om alt det med brystet, men havde også et enormt behov for at tale om mor og far og alle de ting, der var kommet frem og som havde sat alt i et nyt lys for vedkommende. Vi snakkede længe og der var nogle ting vi fandt frem til omkring både mor og far som er langt mere mørke og fucked up end vi havde kunnet acceptere i alle de år.
Jeg fortalte Jonatan ting som Ronja havde fortalt mig både om sig selv, men også om Birk og deres oplevelser med mor og far.
Alle vores historier tegner til sammen et billede af at alting har altid været løgn. Alting. Og jeg havde brug for at fortælle dem alle sammen hver gang jeg har talt med dem, at de gerne vil hinanden fordi vi har været så splittede, at det næsten kun er mig der har kontakt med alle på et eller andet plan. Og nu ved vi alle sammen godt at vi aldrig hadede hinanden. Det hele var løgn altid så mor og far kunne splitte os ad.
Jeg nævnte Kærestes bekymring om at mor ville dukke op foran vores dør en dag og så grinte Jonatan og sagde: Mor kommer sgu ikke hele vejen derop. Det gider hun ikke. Hun vil jo kun have at man kommer til hende. Og det var også sådan jeg selv havde opfattet det, men det er jo svært at overbevise Kæreste for han er totalt i protector-mode for tiden og er meget bange for at jeg bliver stresset igen.
Lige nu overvejer jeg hvad jeg skal gøre. Om jeg skal kontakte mor og far før jeg bliver opereret så jeg kan få dem til at slappe af og lade mine søskende være, eller om jeg skal vente til senere. Før lyder jo bedst, men synes det er så latterligt at jeg næsten er tvunget til at gøre noget for at stoppe dem, for de skal ikke råbe ad mine søskende på gaden fordi jeg ghoster.
Suk. Jeg har endda overvejet at forhandle med dem, at de godt kan se mig og vi godt han holde kontakten, hvis jeg aldrig hører noget om at de har opsøgt de andre for at køre på dem på nogen måde.
Jonatan og Tvebak var uvidende mit læhegn i mange år fordi mor og far brugte al deres tid på dem og deres børn. Jeg var mindre interessant fordi jeg er barnløs og bor to timer væk. Måske er det min tur til at være Jonatan og Tvebaks læhegn, så de kan få noget fred. Og egentlig også Ronja og Birk, for mor og far har også slimet sig ind på Birk fornylig på en måde som Birk finder mærkelig og grænseoverskridende. Og Birk har også børn. De var bare aldrig noget værd før mor mistede adgang til sine biologiske børnebørn.
Der er mange grunde til, at jeg valgte at være barnløs og de handler ikke alle sammen om min mor, men det her mønster er bestemt noget af det jeg har været lettet over at undslippe. Det eneste jeg ikke kan undslippe er, at jeg deler DNA med min mor og det betyder at jeg er hendes trøstepræmie, hvis hun får sin vilje.
Så ja, operationen ligger ret langt nede på listen over ting, der optager mig ligenu. Det gode er at endorfinerne gør mig mindre ængstelig omkring mors og fars kontaktforsøg.
Jonatan, Tvebak og Ronja har kraftigt frarådet mig at tale med vores forældre og Tvebak er især ængstelig over om de vil chikanere mig de næste mange måneder ligesom de gjorde med Tvebak, da vedkommende forsøgte at skubbe dem på afstand. Jeg er dog ikke så bekymret. Igen: jeg har ikke børn. Mor og far elsker mig ikke for andet end min evne til at tegne og mor har jo selv sagt, at hun er lettet over, at jeg aldrig fik børn fordi jeg ville være en elendig mor.
Men hvis jeg skal tro Jonatan ret, og det gør jeg, så var mor aldrig min mor og far var aldrig min far. Det var Jonatan, der kom hjem fra skole og fodbold hver dag, i en alder af 12 år og skiftede min ble og beroligede mig fordi jeg havde skreget og grædt i armene på mor og far og kun kunne sove og pludre hos Jonatan.
Måske ville jeg blive en forfærdelig mor, men jeg blev et ordentligt menneske fordi jeg havde Birk, Ronja og Jonatan til at vise mig vejen. Og da Tvebak kom til, mærkede jeg hvad det vil sige at elske noget, der er mere kostbart end dig selv.
Måske blev vi normale fordi vi havde hinanden og trods alle vores forældres løgne og splid, så tilgav vi og prøvede gang på gang at finde hinanden uanset hvor grumt det blev mellem os.
Jeg kan klare alt når jeg har dem. Jeg kan klare mor og far. Jeg er ikke bange overhovedet. De råbte ad min Tvebak på åben gade.
Bring it, bitches.
Hvor er du altså sød <3 og ja, det at mine søskende og jeg har fundet hinanden er den største gevinst i alt det her pis.
Du har ret i at jeg ikke har nævnt, hvad min mor gjorde og det er fordi det involverer folk jeg holder af, som kunne blive udstillet. Før denne uge, havde jeg nok stadig ikke haft lyst til at fortælle noget, fordi jeg også ville skåne min far, men jeg har fået nogle ting at vide, som har ændret mit syn på ham.
Jeg skal gøre det så kort som muligt og tillader mig at undlade at berette om alle de vanvittige ting både min mor og min far har udsat mine søskende og deres børn for op til og under hele dette klovnecirkus:
Min mor blev skilt fra min far, hvilket i sig selv ikke er en forbrydelse. Hvis to voksne mennesker ikke vil være sammen, så skal de ikke være sammen. Hun røvrendte ham så groft og så ondskabsfuldt at selv de af mine søskende, der HADER vores far, var nødt til at stoppe hende. Huset var betalt ud, pension, børn og børnebørn, kunnet have fejret 40 års bryllupsdag det år. Min mor rippede ham for alt og han var nødt til at tage gæld i huset for at betale hende ud af det, hvilket er en gæld han kommer til at betale af indtil han dør. Han er en meget gammel mand. Hun spredte en masse løgne om at han var voldelig og utro, alt sammen løgn. Jeg vidste ikke hvad løgnene bestod af før i år, hvor Tvebak fortalte mig, hvad mor havde sagt og jeg kunne kun grine ad det.
Min far ville vitterligt smide os alle sammen, børn og børnebørn i en kødhakker for at skåne min mor for at knække en negl. Jeg er ret sikker på, at min mor godt vidste at jeg ikke ville falde for det, så derfor involverede hun mig aldrig i sine løgne om min far. Der er intet menneske i hele verden, der elsker min mor højere end min far gør. Måske hende selv, men altså…
Fra starten af skilsmissen var os søskende nødt til at gøre næsten alt arbejdet for dem fordi min mor satte hælene i hele vejen for at gøre det så svært for min far at blive skilt fra hende som muligt - på trods af, at han ikke ville skilles, men det ville hun. Under hele miseren var min fars konstante motto: “Mor skal have det godt”.
I den følgende periode lykkedes min mor med at splitte familien totalt ad. Jeg var faktisk den eneste i den periode, der talte med alle og jeg gjorde mit bedste for at holde mig gode venner med ALLE fordi jeg virkelig ikke ville have, at vi ikke kunne blive fikset sammen igen. Det var meget, meget, MEGET hårdt.
Og i sidste ende trak Jonatan og Tvebak sig fra vores mor og min mor indså, at hun ikke kunne være hovedpersonen i sine børns liv som hun ønskede og så gik hun mere eller mindre tilbage til min far ganske få måneder efter at skilsmissen var afsluttet. De er stadig skilt, men de er sammen hele tiden. Min far kravler på hænder og fødder for min mors opmærksomhed og min mor bruger ham som madding til at få kontakt med os andre.
På mange måder har jeg ondt af min far, for det hun gjorde mod ham var simpelthen så klamt og usselt og jeg tilgiver det aldrig. Men både han og min mor et team, der altid samarbejdede om at ødelægge deres børn. Som Jonatan sagde: De har aldrig ønsket os det godt. Aldrig.
Og for mit eget vedkommende har jeg ekstra meget foragt overfor min mor fordi hun brugte hele min barndom og ungdom på at håne mig og nedgøre mig og bebrejde mig for at jeg blev mobbet i skolen med mere. Det var min egen skyld, at det stod på så længe fordi jeg ikke “lukkede munden op” og fortalte hende og far om det. Den skam har jeg gået med hele mit liv, indtil Tvebak mindede mig om, at jeg fortalte dem om mobningen siden 0. klasse og min far lærte mig selvforsvar i stuen og lavede lister med øgenavne han mente jeg skulle sige til mine kammerater når de gjorde nar ad mig. De tog aldrig fat i de voksne på skolen og fik stoppet det. Jeg decideret flygtede fra min skole i 3. klasse og løb ned gennem byen til min mors arbejde og græd og fortalte hende om en særligt slem episode og hun tog mig bare tilbage til skolen og efterlod mig der uden at stille spørgsmål eller udvise skyggen af sympati for min situation.
Men altså, min mor kan planlægge at forlade min far i flere år, og ikke sige et pip, aldrig prøve at fikse det hun var irriteret over i deres ægteskab og så smide det på hans bord to dage før hun skulle flytte ind i sin nye lejlighed og aldrig give ham en forklaring. Og efter det nægte at kommunikere og samarbejde med ham og os om at blive skilt fra ham så vi måtte trække hende hele vejen til målstregen. Det kan hun gøre. Men jeg skulle høre for, at jeg fik hende til at føle sig som en dårlig mor fordi jeg “ikke bad om hjælp” til at komme væk fra de børn der tæskede mig dagligt i næsten fem år.
Så ja. Jeg har ikke meget til overs for den tingest, der fødte mig. Jeg er bare glad for at hendes plan om at isolere Jonatan, Tvebak og mig fra resten af familien og på sigt vores ægtefæller, mislykkedes fordi hun har sniffet sine egne prutter for længe.
Undskyld at det blev langt alligevel Dx Det er bare mange ting, men tro mig, det her er den korte version.