Jeg har oplevet at måtte følge op 4 gange på en besked, som sendte til en psykiater før jeg til sidst måtte tage kontakt til en afdelingsleder, som svarede kortfattet på min besked. Man skal altid være venlig, men for hver gang at jeg måtte rykke, gik jeg en oktav op i skingerheden. For mange af den slags oplevelser giver kortere lunter.
Jeg tror du har helt ret i at det ikke kun er et spørgsmål om en dårligere generel tone fra folk, men også et symptom på et system der er meget presset og som ikke giver den fornødne tid til folk, og det leder til den slags reaktioner. Det er jo ikke så smart.
Jeg kommer aldrig til at forstå ens behov for at skælde de mennesker ud, der forsøger at hjælpe dig. Nogle mennesker er simpelthen så klamme.
Det er nogle sindssyge historier min svigermor har fortalt. En af de værre var en pårørende der sagde at nu ville han gå ned og hente sit jagtgevær i bilen.
Det er oftes frustration over at der ikke sker noget. Og er der et sted hvor man ofte oplever at der ikke sker noget, så er det et hospital. ALLE er mennesker og oplever man sit barn bliver skubbet rundt imellem afdelinger, sendt hjem igen og igen, situationen bliver værre og værre og det først er når en blodprøve nu viser at leveren er ved at gå ud af funktion, at det virker til at de tager situationen alvorlig. Kastet imellem afdelinger, altid nye læger som kommer med nemme skud fra hoften (og så sendt hjem), og bare skal videre til næste patient. Det resulterede i tre måneders indlæggelse. Vi talte pænt, men vi lærte at vi skulle have talt mere “bestemt” og ikke stole på systemet.
En af lægerne som vi rendte ind i senere i forhold til noget andet, sagde undskyld til os for at have sendt os hjem igen.
Enig. Jeg synes heller ikke, at man skal true eller overfuse folk, selvfølgelig, men hvis man vil have hjælp i sundhedsvæsnet skal man være bestemt og insisterende. Ellers får man bare at vide, at man skal tage en hovedpinepille derhjemme selvom man faktisk er alvorligt syg.
Er det også på et sygehus ?
Ja. Det er nogle meget spændende typer der kommer ind. Noget af det, der irriterer hende mest er pårørende, hvis syge familiemedlem er på isolationsstue og de fortæller de pårørende at hvis de vil have noget så skal de bare trykke på en knap og vente og så kommer de så hurtigt de kan. Men de pårørende vader bsre ind og ud alligevel og udsætter deres syge familiemedlem eller andre patienter for livsfare, altsammen fordi de pårørende ikke lige kan vente på at få en kom juice. 🙄
Forestiller mig at det samme gør sig gældende i andre fag. Fx folk der arbejder med anbragte unge, i psykiatrien, i fængsler og endda i supermarkedet.
I psykiatrien har de nok en lidt bedre forståelse for at deres klienter kan handle i affekt, og de bliver klædt på til opgaven med uddannelse i konfliktnedtrapning osv.
Problemet er mere at en del almindelige borgere også kan være nogle gedigne røvhuller. Dem kan man møde mange steder, men jeg tror hospitaler er særligt udsat fordi aggression er en afmagtshandling.
De fleste mennesker både kan og vil klare problemer selv, men når man er på hospitalet eller ens pårørende er det, så er der ikke en skid man selv gøre fra eller til udover at sætte sin lid til de professionelle.
Det er afmagt og det vil nogle reagere på, selvom de normalvis er ganske flinke folk.
Ved ikke om det nødvendigvis lindre belastningen fordi man har forståelse for den angribende part. Prøv at erstat psykisk angreb med fysisk angreb. Det er vel for skadeslidtes mén lige gyldigt om man forstår den angribende part eller ej. En brækket næse gør lige ondt. Hvorfor skulle det være anderledes med psykiske belastninger.
At folk i psykiatrien oplæres i konfliktnedtrapning-/håndtering ved jeg heller ikke om jeg tror gør det bedre. Det betyde at de er nødt til at stå i situationen og lade deres eget nervesystem blive pryglet.
Googlede lige, og det viser sig faktisk også, at pædagoger er de mest stresssygemeldte: Sovs
aggression er en afmagtshandling.
Er helt enig.
Men tror ikke det er eksklusivt for hospitaler. Der er mange mennesker i psykiatrien og i “systemet” hvis skæbne ligger i andres hænder. Tænk på hjemløse der prøver at få hjælp. Selvmordstruede der ikke kan få hjælp. Folk der mod deres vilje er spærrede inde. Unge, kriminelle og potentielt misbrugende med behandlingsdomme osv. Sagsbehandlere har ret stor magt.
Jeg synes jeg ser lignende skilte flere og flere steder. Det er sørgeligt at det er nødvendigt. Jeg gad vide om det er den hårde tone fra dårligt modereret sociale medier som smitter over i virkeligheden?
@SorteKanin Dog vil jeg mene, at det kan gøres mere elegant. Min lokale Irma havde i en periode et skilt med “Smil - det smitter”. Det er samme budskab, men ikke helt så anklagende.
Det afspejler sig nok i vores adfærd, når vi bruger en væsentlig del af vores tid på platforme med kurateret information, der bedst øger engagement (forargelse) og fastholder os i hvert vores ekkokammer.
Hav en god onsdag.
