Jeg kommer aldrig til at forstå ens behov for at skælde de mennesker ud, der forsøger at hjælpe dig. Nogle mennesker er simpelthen så klamme.
Det er nogle sindssyge historier min svigermor har fortalt. En af de værre var en pårørende der sagde at nu ville han gå ned og hente sit jagtgevær i bilen.
Det er oftes frustration over at der ikke sker noget. Og er der et sted hvor man ofte oplever at der ikke sker noget, så er det et hospital. ALLE er mennesker og oplever man sit barn bliver skubbet rundt imellem afdelinger, sendt hjem igen og igen, situationen bliver værre og værre og det først er når en blodprøve nu viser at leveren er ved at gå ud af funktion, at det virker til at de tager situationen alvorlig. Kastet imellem afdelinger, altid nye læger som kommer med nemme skud fra hoften (og så sendt hjem), og bare skal videre til næste patient. Det resulterede i tre måneders indlæggelse. Vi talte pænt, men vi lærte at vi skulle have talt mere “bestemt” og ikke stole på systemet.
En af lægerne som vi rendte ind i senere i forhold til noget andet, sagde undskyld til os for at have sendt os hjem igen.
Enig. Jeg synes heller ikke, at man skal true eller overfuse folk, selvfølgelig, men hvis man vil have hjælp i sundhedsvæsnet skal man være bestemt og insisterende. Ellers får man bare at vide, at man skal tage en hovedpinepille derhjemme selvom man faktisk er alvorligt syg.
Ja. Det er nogle meget spændende typer der kommer ind. Noget af det, der irriterer hende mest er pårørende, hvis syge familiemedlem er på isolationsstue og de fortæller de pårørende at hvis de vil have noget så skal de bare trykke på en knap og vente og så kommer de så hurtigt de kan. Men de pårørende vader bsre ind og ud alligevel og udsætter deres syge familiemedlem eller andre patienter for livsfare, altsammen fordi de pårørende ikke lige kan vente på at få en kom juice. 🙄
Jeg kommer aldrig til at forstå ens behov for at skælde de mennesker ud, der forsøger at hjælpe dig. Nogle mennesker er simpelthen så klamme.
Det er nogle sindssyge historier min svigermor har fortalt. En af de værre var en pårørende der sagde at nu ville han gå ned og hente sit jagtgevær i bilen.
Det er oftes frustration over at der ikke sker noget. Og er der et sted hvor man ofte oplever at der ikke sker noget, så er det et hospital. ALLE er mennesker og oplever man sit barn bliver skubbet rundt imellem afdelinger, sendt hjem igen og igen, situationen bliver værre og værre og det først er når en blodprøve nu viser at leveren er ved at gå ud af funktion, at det virker til at de tager situationen alvorlig. Kastet imellem afdelinger, altid nye læger som kommer med nemme skud fra hoften (og så sendt hjem), og bare skal videre til næste patient. Det resulterede i tre måneders indlæggelse. Vi talte pænt, men vi lærte at vi skulle have talt mere “bestemt” og ikke stole på systemet.
En af lægerne som vi rendte ind i senere i forhold til noget andet, sagde undskyld til os for at have sendt os hjem igen.
Enig. Jeg synes heller ikke, at man skal true eller overfuse folk, selvfølgelig, men hvis man vil have hjælp i sundhedsvæsnet skal man være bestemt og insisterende. Ellers får man bare at vide, at man skal tage en hovedpinepille derhjemme selvom man faktisk er alvorligt syg.
Er det også på et sygehus ?
Ja. Det er nogle meget spændende typer der kommer ind. Noget af det, der irriterer hende mest er pårørende, hvis syge familiemedlem er på isolationsstue og de fortæller de pårørende at hvis de vil have noget så skal de bare trykke på en knap og vente og så kommer de så hurtigt de kan. Men de pårørende vader bsre ind og ud alligevel og udsætter deres syge familiemedlem eller andre patienter for livsfare, altsammen fordi de pårørende ikke lige kan vente på at få en kom juice. 🙄