Og nu kan jeg ikke sove. Jeg er start 30’erne og fejler intet fysisk. Tværtimod så er jeg ved at komme i form. Det var så absurd at sidde midt i morgenmaden og personalet så spørge om det ud af det blå. Jeg blev så rasende og såret. De lagde ikke lige ud med at forklare hvorfor de spørger eller at de ville spørge alle beboere. Jeg kunne simpelthen hellere ikke svare, fordi jeg psykisk er et sårbart sted. Det var så surrealistisk, at ingen lige havde tænkt over om det var smart at spørge en, der har en historik med selvmordstanker og forsøg, om sådan noget absurd. Plus at hvis jeg absolut vil have en DNR, så skal det da for fanden gå gennem lægen hvortil der er en lang dyb snak om hvad det indebærer. Jeg kan simpelthen ikke sove nu, fordi jeg mærker det bobler op igen 😖 kan i se nogen som helst rationalitet i at et bosted spørger deres borgere om sådan noget?