Endnu en uge er gået og søndag er derfor en god dag hvor man kan reflektere over sit mentale helbred og dele sine tanker og på den måde afrunde den forgangne uge.

Hvordan har du haft det? Er der noget, der har fyldt meget, gjort dig glad, eller måske været udfordrende?

Del så meget eller så lidt, som du har lyst til.

Denne tråd oprettes automatisk af botten hver søndag kl 06.

Hvis du har spørgsmål til botten eller ønsker at bruge den på et fælleskab, så skriv til @President_Pyrus@feddit.dk .

  • Nangijala@feddit.dk
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    10
    ·
    3 months ago

    Har haft lidt mere familiebesøg og været nede og få tømt mit bryst igen. Pro’erne har efterhånden lært at når det er mig, så stikker man først og spørger bagefter, lol.

    Jeg har fået flere uskønne detaljer at vide om vores forældre og hvordan de har behandlet os alle sammen. Det er ret meget information, jeg har skullet tygge på.

    En af de mere åndssvage detaljer er, at vores far åbenbart har brugt i hvert fald 10+ år på at overbevise en af mine søskende om at Kæreste og jeg er DF’ere, rygende racister og hader muslimer. Det sjove er, at min far udmærket godt ved, hvor Kæreste og jeg står politisk og hvad vores menneskesyn er, men når der skal sås splid, så gælder alle kneb, jo.

    Har omskrevet mit farvelbrev til min far, fordi vi har besluttet at droppe det planlagte telefonopkald. Derfor er der nogle ting, der skal forklares lidt tydligere, som ellers ville være blevet berørt i opkaldet. Jeg har det fint med det. Holder stadig en omsorgsfuld tone i brevet, også selvom jeg godt ved at det meste af det jeg siger, vil være for døve ører. Jeg har det bare bedre med, at give en forklaring så min far ikke skal gå i uvished.

    Jeg går og smider ting ud, som jeg har fået af min mor. Der er færre ting, end jeg husker. Måske har jeg gradvist skilt mig af med hendes gaver gennem årene på et ubevidst plan. Da vi skulle ud på en gåtur forleden, opdagede jeg nøglen til mit barndomshjem i bundtet og råbte til Kæreste, at den kommer med i brevet til min far. Har båret rundt på den nøgle siden jeg startede i skole. Tanken havde godt strejfet mig, men det er alligevel vildt at vide, at jeg har sat mine ben i mit barndomshjem for sidste gang. Jeg kan ikke engang huske hvornår det var. Sikkert engang sidste år. Årstiden husker jeg ikke. Jeg fik ikke engang sagt farvel til det. Det går mig faktisk mere på end at sige farvel til mine forældre.

    Jeg husker hvert et strå og hver en sten så tydeligt. Lydene, stilheden. Gøgen. Nattergalen. Solsorten. Sommeraftener, mens hundrede af luftballoner gled hen over skoven. Engen, der blev oversvømmet i efteråret. Frøs til is om vinteren. Tvebak og mig, der skøjtede rundt derude og faldt i vores flyverdragter. Foråret, med friske grene og lugten af bål. Vintergækker og erantis. Fortumlede insekter, der vågnede fra deres vinterhi. Pindsvinet i brændestakken, som vi havde holdt øje med hele vinteren. Død i foråret, aldrig mere vågen. Fuglereder i buske og træer. Ræveunger, der legede på marken. Frøer, der gemte sig mellem sten og højt løv. Svitsende brændenælder. Dulmende vejbred. Ærter og jordbær, rips og solbær. Stikkelsbær og hasselnødder. Efterårsæbler. Søde, syrlige og solmodne. Mejs på marken og brombær i hegnet. Hyben og nektaren fra døvnældens hvide blomster. Forårsfriske bøgeblade og skovsyre. Sne, der glitrede i solen og var væk før jul. Dyr, der fødtes, Dyr, der døde. Lugten af råd. Lugten af nyudklækkede fugleunger. Lugten af nyfødt kalv. Lugten af dødfødt kalv. Rislende bække. Frøæg og haletudser. Salamandere og firben. Mus og rotter. Edderkopper og bænkebidere. Kåde kvier i hopla på marken. Duftende kaprifolie i august. Mælkebøtter, smørblomster og solsikker. Blåklokker, der blev røde når myren tissede på dem. Valmuer, der faldt fra hinanden, blot du kiggede på dem. Dalende blade, der skulle rives sammen og smides til kompost. Egetræer, kastanjetræer, lærketræer, poppel, bøg, elm, ask, gran, fyr, kirsebærtræet, der var hundrede år gammelt og væltede i stormen i 99. Stille sommernætter, hvor månen malede verden sølv og sort og jeg gik udenfor i græsset og følte at mig uvirkelig.

    Naturen var min tredje mor og hun findes heldigvis alle steder.

    PS: Mit sår er helet så fint på nuværende tidspunkt, at jeg faktisk tror, at jeg vil kunne støvsuge uden at noget springer op, så det vil jeg gøre for her TRÆNGER.

    • Vortex@feddit.dk
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      6
      ·
      3 months ago

      Det lyder som en sund beslutning.

      Jeg har også lige været nødt til at give op i forhold til mine forældre - igen. De nægter at tage ansvar for deres egen opførsel og har svært ved at forstå, at det har konsekvenser. Det er ikke sjovt, men det er meget bedre end alternativet.

      • Nangijala@feddit.dk
        link
        fedilink
        dansk
        arrow-up
        6
        ·
        3 months ago

        Åh, sucks Dx Det værste er, hvor lidt forældre, der er sådan, faktisk værdsætter de chancer deres børn giver dem. Nogle gange er det næsten komisk, hvor lidt selvreflektion, der foregår hos dem. Begge mine forældre har prædiket til mine søskende og mig om sammenhold og hvordan vi er dem, der splitter familien, hvilket jeg synes er meget morsomt.

        Jeg håber at du får noget fred indeni. Nu kan du i det mindste sige til dig selv, at du har givet det et forsøg og så er der ingen grund til at gå rundt og være i tvivl eller frygte, at du vil fortryde dit valg. Du skylder også dig selv at have din tid i solen og omgive dig med mennesker, som løfter dig op og giver mening og ro til dit liv. <3