Vi fik sendt brevet til min far afsted i går. Jeg blokerede og slettede hans og min mors numre fra min telefon.

Jeg har fået at vide gennem mine søskende, der har fået at vide gennem familiens omgangskreds, at vores forældre pt brænder det ene forhold af efter det andet til alle dem de kender. Eller, dvs. at det nok mest er min mor, der gør det. Nu hvor hun ikke længere har sine børn at manipulere og fyre nedladende kommentarer af på, så må hun jo finde nye ofre, og desværre for hende, så finder andre mennesker sig ikke i en brøkdel af det lort mine søskende og jeg var tvunget til at leve med hele vores liv.

Jeg har ikke ondt af mine forældre, men føler heller ikke rigtig nogen fryd ved at se dem smadre deres liv. Er nok et eller andet sted på “don’t care” spektret.

Jeg har alligevel så meget medvind i mine sejl ovenpå de sidste tre års konstante nedture, at jeg næsten ikke kan rumme det.

Min gamle virksomhed er lukket og jeg er ved at starte den nye op. Kæreste og jeg var oppe og tømme mit nye kontor for alle de gamle ting, der tyngede mig og mindede mig om mine mange professionelle nederlag de sidste par år. Vi var nede i dag og købe et par nye møbler til mig og på den lange bane, så skal jeg have nogle nye planter og have nogle fede billeder op og hænge. Kæreste snakkede om et kort over Middle Earth og det er sgu lidt sødt, at han kender mig så godt :#)

Jeg får en fire dage arbejdsuge og har ikke travlt med at nå noget fordi mine kunder alle er enige om, at ikke-kræft er vigtigere at hele fra end at nå en deadline.

Jeg snakker med mine søskende næsten hver dag efterhånden. Det får nok et lidt mere afslappet leje, når vi har vænnet os til den nye tilværelse med hinanden. Det heler noget indeni, at vi har hinanden. Vores forældre fylder naturligvis stadig meget i vores samtaler, men vi er alle sammen bevidste omkring, at det ikke skal være det, der binder os sammen, og det er jeg egentlig heller ikke bekymret over.

Mit sår er også helet fint. Jeg har vænnet mig så meget til mit ar, at jeg ikke rigtig ved om jeg ønsker proteser eller rekonstruktioner i fremtiden. Jeg vil hellere leve med mit ar resten af livet og ikke skjule det. Jeg er stolt af det. 21 cm hen over hjertet. Sikke en dejlig gave du var, lille ikke-kræft. Du ville have myrdet mig i løbet af et par år, det ved jeg godt. Det her var ikke for sjov og hvem ved om du får søstre, der gror i mig i fremtiden? Det tænker jeg nogle gange på. Men tak fordi du reddede mit liv. Du gav mig mine søskende tilbage og du har helet noget i mig som jeg aldrig troede jeg skulle opleve. Jeg tror, det jeg mærker indeni for første gang i mit liv, er det de kalder selvværd. Jeg ved ikke om jeg altid vil have det sådan her, eller om det bare er en meget lang “fase” jeg vågner fra en dag. Jeg ved dog at nu er der næsten gået en måned siden jeg blev opereret, og jeg føler ingen skam. De konstante selvhadende tanker og indre kommentarer er så sjældne nu, at jeg bemærker dem når de kommer. Og så smiler jeg bare til mig selv i spejlet og siger “nej, nej. Lad os nu tale pænt til os selv.”

Vi skulle til bryllup i weekenden og sad i bilen på vej derover og skrålede en masse gamle og nye danske sange fra en hitliste DR har lavet. Da vi kom til Lis Sørensens Verden Er I Farver blev jeg meget, meget ked af det. Det var en reaktion på alt det med mine forældre. Der var en masse ting i det, men det giver ikke så meget mening at gå i detaljer med. Jeg græd stadig da vi ankom til Kærestes forældres hus og jeg var bange for at de skulle se mig sådan, for det var virkelig slemt og jeg var virkelig sårbar. Men de tog det stille og roligt som de altid har gjort. Vi snakkede om det. Sangen. Den koncert, den havde mindet mig om. Min mor og at hun ikke findes og aldrig fandtes. Det hjalp lidt.

Brylluppet var en dag fyldt med kærlighed og jeg lagde for første gang i alle de år jeg har været en del af kærestes familie, de sidste parader ned og lod mig selv mærke, hvor meget den familie også holder af mig. Det er sådan en mærkelig følelse. At være så fyldt op af kærligheden fra andre, når man har levet hele sit liv i et tomrum, fordi man ikke følte, at man fortjente kærlighed overhovedet. Det var overvældende.

Og da vi kørte hjemad igen, havde jeg igen lyst til at græde. En mærkelig blanding af at være lykkelig og af at sørge over noget man aldrig har haft. Jeg har aldrig haft en rigtig mor. Jeg har aldrig haft en rigtig far. Det ved jeg nu. Det er fra andre mennesker, at jeg var nødt til at lære, hvad ubetinget kærlighed er, og at det også er noget jeg fortjener. Hvor er det dejligt at få en chance til.